Alle blå partier er gået tilbage i ny meningsmåling. »Forventeligt, når der i blå blok er strid, ævl og kævl omkring retningen,« siger politisk kommentator Jarl Cordua til BT.

Fredag viste en ny Epinion-måling lavet for DR, at alle partier i blå blok går markant tilbage i forhold til den tilsvarende Epinion-måling fra september. Hvis der var valg i morgen, kunne Mette Frederiksen (S) formentlig sætte sig trygt i Statsministeriet. Målingen blev præsenteret, inden Dansk Folkeparti fredag meddelte, partiet ville betale et større beløb tilbage til Europa-Parlamentet, som partiet tidligere har fået af det europæiske politiske parti MELD.

I målingen har rød blok samlet 53,3 procent af stemmerne, mens blå blok blot har 46,7 procent. Det er ikke ulogisk ifølge den liberale, politiske kommentator, Jarl Cordua.

 Blå blok står i akut borgerkrig, mener politisk kommentator, Jarl Cordua.
Blå blok står i akut borgerkrig, mener politisk kommentator, Jarl Cordua. Foto: NIels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Der er sket meget den seneste måned. Regeringen har jo fremlagt en 2025-plan, der har fået dårlig presse. For eksempel alt det om kontanthjælpsloftet. Der har været kaos i blå blok, hvor man truer hinanden med valg. Jeg tror, der er mange midtervælgere, som måske ikke helt køber Venstre-regeringens planer,« siger Jarl Cordua til BT.

Ifølge Jarl Cordua er der ikke en stærk fælles blå blok. Der er ikke nogen tro på, at man kan samle blokken og lave et kompromis. Derfor er det ikke unaturligt, at vælgerne reagerer på den måde.

»Jeg synes ikke, at det er ulogisk, at når en blå regering står foran en nedsmeltning, at midtervælgerne går over til det eneste umiddelbare stabile alternativ, som er Socialdemokratiet, der har en politik, hvor der ikke sker alt for mange forandringer,« siger Jarl Cordua.

Det overrasker ikke Jarl Cordua, at Socialdemokratiet får sådan en god måling, når »blå blok står i akut borgerkrig«.

»Det er forventeligt, når der i blå blok er strid, ævl og kævl omkring retningen i blå blok. Og når der er trusler om valg hver gang nogen holder landsmøde, og hver gang en formand er i nærheden af en mikrofon. Og så har man har en Lars Løkke Rasmussen, der tydeligvis har mistet kontrollen med sit parlamentariske grundlag,« siger Jarl Cordua.