Ligestillingsdagsordenen er gået over gevind, når DR vil fravælge en finansordfører til at debattere sit eget partis finanslovsforslag, alene fordi han er mand.

Det mener Danmarksdemokraterne, efter P1 Debat på DR meget direkte henvendte sig til partiets politiske ordfører Sussie Jessen med en klar opfordring til at stille med ‘en kvinde’ – hende selv eller partiformand Inger Støjberg – til en radiodebat om Danmarksdemokraternes finanslovsforslag.

Det fremgår af en sms-korrespondance, som Sussie Jessen og Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær, har lagt på Twitter.

Sussie Jessen skrev til P1 Debat, at det var mere relevant at tage partiets finansordfører, Dennis Flydtkjær, med i debatprogrammet, der var sat til at løbe af stablen 11. april.

Men journalisten på P1 Debat skrev tilbage til Sussie Jessen:

»Vil gerne have en kvinde! Dig eller Støjberg,« efterfulgt af en bedende emoji.

Finansordfører Dennis Flydtkjær er pikeret over DRs fremgangsmåde.

»Det er Danmarksdemokraternes finanslovsudspil, som skulle debatteres i det program. Jeg er Danmarksdemokraternes finansordfører, og jeg har brugt fire måneder på at udarbejde det, og så skriver DR, at de gerne vil have en kvinde,« siger han og tilføjer:

Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær, er pikeret over, at DR ville fravælge ham til en debat om partiets nye finanslovsudspil. (Det er Danmarksdemokraterne, der har overstreget navnet på journalisten fra DR).
Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær, er pikeret over, at DR ville fravælge ham til en debat om partiets nye finanslovsudspil. (Det er Danmarksdemokraterne, der har overstreget navnet på journalisten fra DR). Foto: Screenshot fra Twitter.
Vis mere

»Det er helt åbenlyst kønnet, der er afgørende for DR. Det er så dumt. Det er både en hån mod mig og mod Sussie Jessen og Inger Støjberg, der blev spurgt, alene fordi de er kvinder.«

B.T. har bedt om et interview med rette vedkommende i DR om sagen. Det ville have givet B.T. mulighed for at stille opfølgende og uddybende spørgsmål, men det har ifølge public service-mediet ikke været muligt.

B.T. ville blandt andet gerne have haft svar på disse spørgsmål:

  • Hvorfor ønskede P1 Debat med al tydelighed en kvinde frem for en mand til denne debat?
  • Hvor stammer P1 Debats idé om kønsrepræsentation i debatprogrammer fra?

DRs presseafdeling har i stedet sendt denne skriftlige kommentar fra  Mette-Line Thorup, der er redaktionschef for Kultur, Lyd og Debat hos DR.

»Vi kan godt se, at sms'en (til Sussie Jessen, red.) er noget kluntet formuleret og skaber et fejlfokus. Generelt er det sådan i P1 Debat, at de medvirkende aldrig nogensinde bliver valgt til eller fra alene på baggrund af deres køn. Vi har fokus på mangfoldighed og repræsentation i vores programmer, så de medvirkende afspejler Danmarks befolkning,« skriver hun og fortsætter:

»Men vi bruger ikke kvoter, og de medvirkende til P1 Debat bliver i sidste ende valgt ud fra, om de er relevante for debatten, og om vedkommendes argumenter er relevante for den vinkling, som vi har valgt.«

I det konkrete tilfælde mente DR  ifølge Mette-Line Thorup, at Inger Støjberg ville være relevant at have med i debatprogrammet, da hun er formand for partiet. Alternativt Susie Jessen, der som politisk ordfører for Danmarksdemokraterne ville kunne tale om både finanslovsudspillet og andre politikområder.

»Og eftersom den endelige struktur og vinkling på programmet ikke var besluttet, og andre politikområder kunne komme i spil i programmet, så blev Susie Jessen spurgt. De begrundelser fremstod på ingen måde tydeligt nok i en hurtig sms fra vores journalist,« lyder det fra Mette-Line Thorup.

Det svar giver Dennis Flydtkjær ikke meget for.

Dennis Flydtkjær, finansordfører for Danmarksdemokraterne.
Dennis Flydtkjær, finansordfører for Danmarksdemokraterne. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er fine ord at skrive, at de aldrig vælger alene ud fra køn, men det er jo det stik modsatte, DR gjorde her,« siger han og fortsætter.

»Samtidig er det kritisabelt, at en institution som DR, der er afhængig af, at folk stiller op til interview, ikke selv vil stille op til interview. Det her er jo ikke en svær sag, hvor der skal undersøges en masse ting, før man kan stille op til interview.«

»Det virker, som om DR har stukket halen mellem benene, fordi man godt ved, at man har dummet sig.«

P1-debatten om Danmarksdemokraternes finanslovsudspil 11. april er ifølge Mette-Line Thorup blevet skrinlagt, da et andet og »endnu mere aktuelt emne skal debatteres i stedet.«