Oppositionen havde store ambitioner om at vælte en minister torsdag.
Sådan endte det dog ikke med at gå - til stor frustration for flere af politikerne i oppositionen.
For med et snævert flertal overlevede klimaminister Lars Aagaard (M) med nød og næppe den mistillidsafstemning, som partierne i oppositionen indkaldte til i april.
Spørger man Liberal Alliances energiordfører, Steffen W. Frølund, taler resultatet for sig selv.
»Det er en pinlig omgang for regeringen. Især at ministeren skal reddes af nordatlantiske mandater, der mod normen blander sig,« lyder den tørre melding fra ordføreren til B.T.
Det var da også de nordatlantiske mandater, der i sidste ende var med til at redde Lars Aagards politiske liv, hvor 86 mandater stemte for ham, mens 85 stemte imod.
Det er nemlig normalt kutyme, at de nordatlantiske mandater ikke blander sig i inderigspolitiske spørgsmål.
Ikke desto mindre endte det med at blive et stort nederlag for oppositionen, da regeringen endnu engang kunne mønstre et flertal, fortalte B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, efter afstemningen.
Konservatives energiordfører, Dina Raabjerg, hæfter sig dog ved, at et indenrigspolitisk flertal stemte imod ministeren.
»Vi havde ikke tillid til Lars Aagaard før, og det ændrer denne her afstemning jo ikke på. Og vi konstaterer, at et indenrigspolitisk flertal havde det på samme måde,« skriver hun i en sms til B.T. og fortsætter:
»Det absolut vigtigste er, at vi kommer i mål med den grønne omstilling. Vi har brugt de demokratiske virkemidler, vi har, for at råbe regeringen op. For de leverer ikke på det her område.«
Klimaminister Lars Aaagaard (M) kom i marts under heftig kritik, da det kom frem, at en nyhed om markante forsinkelser i udbygningen af elnettet ikke blev offentliggjort, på trods af at pressemeddelelsen lå klar.
Elnettet skal udbygges som en del af den grønne omstilling og er særdeles vigtig for elbiler, varmepumper og grøn fjernvarme.
Dina Raabjerg fra Konservative oplyser, at partiet nu ønsker at få igangsat en forhandling af forsinkelserne i el-nettet og rammerne for Energinet.
Minister Lars Aagaard fortalte efter afstemningen, at han 'vil tage kritikken til sig' og huske den fremover.