Arbejdstilsynet har givet Moderaterne et påbud efter besøg i starten af september. 

Det fremgår af en rapport, skriver Ekstra Bladet.

»Virksomheden påbydes at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så krænkende handlinger i form af mobning og anden nedværdigende adfærd, ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt. Det skal I gøre i forbindelse med arbejdet i Moderaternes Sekretariat,« står der.

Partiet skilte sig for nylig af med ti medarbejdere i sekretariatet, cirka en fjerdedel af medarbejderne. Heraf blev tre fyret, mens syv tog imod en frivillig fratrædelse.

Senere valgte partisekretær Kirsten Munch Andersen at fratræde sin stilling.

Den politiske afdeling, som blev beskåret, blev frem til juni i år ledet af Caroline Stage Olsen. Hende gjorde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i august til digitaliseringsminister.

Det var 30. august, at B.T. på baggrund af en indberetning til Arbejdstilsynet afsendt af en række tidligere og nuværende medarbejdere i Moderaterne kunne afsløre, at partiets arbejdsmiljø ifølge medarbejderne er præget af sexisme, mobning og en tyrannisk kultur.

Siden er der sket en del i sagen, herunder at folketingsmedlemmet Jeppe Søe har trukket sig fra partiet, ligesom partisekretær Kirsten Munch Andersen og den nu forhenværende chef for det politiske sekretariat er stoppet.

Sidstnævnte blev således også tilfældet for hele den politiske afdeling i Moderaternes sekretariat, hvor syv medarbejdere – efter lange forhandlinger – tog imod en fratrædelsesaftale, mens de resterende tre medarbejdere derimod fik en fyreseddel.

Den beslutning fik især medarbejdernes fagforening, Djøf, til at råbe alarm. Administrerende direktør, Tomas Therkildsen, har tidligere kaldt fyringerne for 'usaglige', ligesom fagforeningen har truet partiet med en retssag, såfremt parterne ikke kommer til enighed, skrev DR Nyheder.

Du kan læse B.T.s dækning af møgsagen i Moderaterne i boksen herunder:

Opdateres...