»Ingen skal true os til at ændre den stramme udlændingepolitik, som et bredt flertal både i befolkningen og Folketinget står bag.«

Sådan lød det klare budskab fra S-formand Mette Frederiksen under en debat med Lars Løkke Rasmussen (V) i Aabenraa halvvejs inde i valgkampen.

Det er udelukket, at Socialdemokratiet efter næste folketingsvalg kommer til at danne en regering, der laver lempelser i udlændingepolitikken, fastslog hun 9. april efter spørgetimen med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i folketingssalen.

»Jeg kommer ikke til, og det vil jeg gerne slå fast igen, at danne en regering, der lemper på udlændingepolitikken. Det har vi gjort meget klart,« sagde Mette Frederiksen.

»Hvis man prøver at presse mig til at lempe udlændingepolitikken, vil jeg hellere lade være med at danne regering,« uddybede Mette Frederiksen over for B.T.

Mette Frederiksen bliver kaldt løftebryder af borgerlige toppolitikere.
Mette Frederiksen bliver kaldt løftebryder af borgerlige toppolitikere. Foto: LUDOVIC MARIN
Vis mere

Men et er løfter før valget.

Noget andet er faktisk politik efter valget.

Inden regeringen havde siddet i 100 dage, havde piben fået en helt anden lyd. Da havde Mette Frederiksen lagt op til at slække på udlændingepolitikken 11 gange.

»Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen har haft så travlt med at lave alle disse lempelser. På andre områder – f.eks. pension – venter vi fortsat i spænding, men når det drejer sig om lempelser af udlændingepolitikken, har regeringen særdeles travlt,« siger De Konservatives udlændingeordfører, tidligere erhvervsminister Rasmus Jarlov.

»Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiet er presset af Enhedslisten og De Radikale. Men de kan jo altid komme over til os borgerlige, hvis de vil bevare den stramme udlændingepolitik. Der er et solidt flertal, der gerne vil hjælpe dem med det, så det undrer mig, at Mette Frederiksen lader venstrefløjen bestemme,« fortsætter Rasmus Jarlov.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er ikke i tvivl om, at det er blevet meget nemmere at være flygtning eller asylansøger i Danmark, siden S-regeringen fik magten. Og han anklager Mette Frederiksen for løftebrud:

»Mette Frederiksen sagde inden valget, at der ikke bliver ændret på den stramme udlændingepolitik. Hun sagde også, at der kun ville ske ændringer i udlændingepolitikken, hvis mindst et borgerligt parti var med. Hun lod forstå, at der var tale om Venstre eller DF. Hun beroligede danskerne med, at der ikke ville ske lempelser baseret på rød blok alene. Det løfte har hun klart brudt,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen ved Folketingets åbning 4. oktober 2016. Dengang var forholdet mellem de to langt bedre
Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen ved Folketingets åbning 4. oktober 2016. Dengang var forholdet mellem de to langt bedre Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Flygtninge med børn får flere penge, og de skal ikke vende tilbage til deres hjemlande, hvis de har arbejde. På Sjælsmark skal de kunne spise på værelserne, Lindholm, øen for kriminelle udviste udlændinge, er droppet, og opholdskravet for dagpenge skal rulles tilbage.

»Regeringen har haft travlt med at lempe reglerne. Hvis de fortsætter på samme måde i hele valgperioden, så vil de have lempet 136 gange – tre gange så meget, som Helle Thorning-Schmidt nåede i 2011-15. Mange danskere havde et helt andet billede af, hvordan Frederiksen ville agere som statsminister. Hun sagde, at hun ville føre samme stramme udlændingepolitik som os andre.«

»De fleste af dem, der flyttede deres stemme ved sidste valg, stemte ikke for at få en anden politik, men for at få den ført af nogle andre. Det er spil for galleriet. Hun er hård udadtil, men indadtil sidder ministrene og lemper reglerne,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Venstres indfødsretsordfører, Morten Dahlin, er enig:

»Mette Frederiksen gør det stik modsatte af, hvad hun lovede vælgerne før valget. Det er ærgerligt for folkestyret, at hun ikke gør det, hun er valgt til. Det er også dyrt for Danmark at hæve ydelserne til arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Der er flere, der får lyst til at tage hertil, og færre flygtninge, der får lyst til at vende hjem,« siger han.

»Mette Frederiksen mente muligvis, hvad hun sagde, men hun er kommet i kløerne på De Radikale og Enhedslisten, som har krævet lempelser til gengæld for at gøre hende til statsminister. Socialdemokratiet er ikke samme parti i tale og handling. De siger, der skal strammes, men hver gang de har mulighed for det, sætter de sig i et rum med De Radikale og Enhedslisten og slækker,« lyder det fra Morten Dahlin.

Enhedslistens Pernille Skipper krammer Mette Frederiksen, mens Nicolai Wammen og Morten Østergaard ser til. Hun er i kløerne på De Radikale og Enhedslisten, siger Morten Dahlin. 
Enhedslistens Pernille Skipper krammer Mette Frederiksen, mens Nicolai Wammen og Morten Østergaard ser til. Hun er i kløerne på De Radikale og Enhedslisten, siger Morten Dahlin.  Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er skeptisk over for både Mette Frederiksens og Venstres udlændingepolitik:

»Foreløbig er kun to af forslagene i behandling. Mint-loven fra sidste uge og højere ydelser blev førstebehandlet i går. Der vil vi aktivere paragraf 42 i grundloven, hvor loven kan lægges ud til folkeafstemning, hvis 60 folketingsmedlemmer skriver under. Men det vil Venstre ikke være med til,« siger hun.

»Venstre taler med to tunger. De vil alligevel ikke være med til at bremse det, selv om de er imod. Politikerne i Folketinget løser ikke problemerne. De kører det op i medierne, men når det kommer til stykket, vil de ikke gøre det, der skal til,« siger Pernille Vermund.

Der er slet ikke tale om lempelser af udlændingelovgivningen. Sådan lyder svaret fra Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund.

»Jeg anerkender ikke, at udlændingelovgivningen er blevet lempet 11 gange. Nogle af de eksempler, du har sendt mig, er lidt skingre. F.eks. Mint-sagen, I selv har skrevet om i B.T.,« siger han.

Statsminister Mette Frederiksen i samtale med Jakob Ellemann-Jensen, Venstre, under åbningsdebatten i Folketinget på Christiansborg, torsdag den 3. oktober 2019. Frederiksen vil ikke lave udlændningepolitik med de blå partier
Statsminister Mette Frederiksen i samtale med Jakob Ellemann-Jensen, Venstre, under åbningsdebatten i Folketinget på Christiansborg, torsdag den 3. oktober 2019. Frederiksen vil ikke lave udlændningepolitik med de blå partier Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Børnefamilier får flere penge?

»Det er socialpolitik. Det er rigtigt nok, at familier med ikke-vestlig baggrund er overrepræsenterede i den gruppe, der får et midlertidigt tilskud. Men vi har hele tiden sagt det, også i valgkampen.«

Så har I droppet Lindholm. Det er vel en lempelse?

»Det koster en mio. om året at indlogere en afvist, kriminel asylansøger på en måde. Det koster en tredjedel at have dem på Kærshovedgård. Det er også for meget. De skal jo slet ikke være her. Vi ville bare have en billigere løsning.«

Paradigmeskiftet bliver rullet tilbage, så man ikke skal sendes hjem, hvis der er roligt i ens hjemland, hvis man er i arbejde?

»Det er en erhvervsordning. Virksomheder mangler arbejdskraft, og de ryger tilbage, når de ikke længere har arbejde. Jeg er ikke så bekymret for dem, der har bidt sig fast på arbejdsmarkedet i to år. De skal nok blive en gevinst for os.«

Alle de borgerlige partier kalder det lempelser og beskylder Mette Frederiksen for løftebrud?

»Vi har været åbne om det hele også i valgkampen. Vi har været åbne om ydelseskommissionen. Vi prøver også at gøre livet svært for IS-krigere. Det er en stramning. Det er også blevet sværere at få permanent ophold. Jeg har ingen ambitioner om, at der skal flere hertil. Vi ønsker at bruge ressourcerne i nærområderne,« siger Rasmus Stoklund.

Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har haft for travlt til at medvirke i artiklen.