Selvom Annette Vilhelmsen flere gange har understreget, både under formandsvalgkampen i SF og senest på pressemødet i statsministeriet i dag, at hun står helt og fuldt inde for regeringsgrundlaget, så mener Peter Mogensen, at Annette Vilhelmsen bliver nødt til at trække SF ud af regeringen om et år.

- Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen er ikke gift ind i regeringsprojektet, ligesom Villy Søvndal og Thor Möger var. Vilhelmsen har den luksus, at hvis SF ikke får nogen ting igennem i regeringen, så kan hun trække partiet ud af regeringen, siger Peter Mogensen, direktør i tænketanken Kraka og tidligere politisk rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Annette Vilhelmsen sagde tidligere i dag, at dagpenge-spørgsmålet står højest på hendes dagsorden.

- Det er et af de største problemer, der er overhovedet er. Det skal vi arbejde med, sagde Annette Vilhelmsen.

Men det vil ikke lykkes hende at få ændret på dagpengereglerne, vurderer Peter Mogensen:

- Jeg vil blive overrasket, hvis Vilhelmsen kan ændre indholdet i regeringsgrundlaget, og derfor tror jeg, at hun får svært ved at få gennemført SF-mærkesager. Så på et eller andet tidspunkt går det galt. Om et år er der kommunalvalg, og hvis SF kommer ud af det med et elendigt valgresultat som følge af, at hun ikke har fået noget SF-politik igennem på finansloven her i efteråret eller på kontanthjælpsreformen i foråret, så er hun nødt til at gå ud af regeringen for at have et chance for at rette op inden næste folketingsvalg, siger Peter Mogensen. 



Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator, mener, at Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager har en interesse i at holde SF i regeringen:

- Både Thorning og Vestager er optagede af, at SF skal have nogle sejre. Hvis SF bliver tvunget til at forlade regeringen, så vil Thorning og Vestager kunne se frem til at være under konstant beskydning fra både Enhedslisten, SF og oppositionen, og det ønsker de ikke, siger Thomas Larsen.

Den vurdering er Peter Mogensen lodret uenig i.

- Thorning har en interesse i, at SF forlader regeringen hurtigst muligt, for hvis SF ikke var med i regeringen, så ville de kunne samle en masse frustrerede røde vælgere op, som Enhedslisten ikke kan nå.