Marcus Knuth er greve, storvildtjæger, økonom og Harvard-uddannet  - og så er han Venstres udlændingeordfører.

Første gang han blev direkte konfronteret med den islamistiske bevægelse Taleban var i markerne nord for Armadillo-lejren. De internationale styrker kontrollerede området syd for lejren i Helmandprovinsen. Gik man bare en-to kilometer mod nord, var der risiko for at komme i kamp med Taleban.

Marcus Knuth, der blev valgt til Folketinget i juni 2015, er i dag Venstres udlændingeordfører, men som kaptajn i Den Danske Kampgruppe i Afghanistan fra 2008 til 2009 var det hans opgave at samle informationer og vinde tilliden hos de lokale bønder, som på denne første patrulje i området pludselig forsvandt fra markerne. Patruljens tolk lyttede med på Talebans radiofrekvens og hørte, hvordan de forberedte et angreb på danskerne, som til gengæld forskansede sig i nogle gamle lerbygninger og lavede skydeskår i murene.

»Af en Taleban-enhed at være var de ret disciplinerede,« siger Marcus Knuth:

»Da de havde omringet os, sagde en af dem over radioen: »Jeg er så tæt på, jeg kan se deres hvide ansigter«. Og så eksploderede spøgelseslandskabet i ild. Min første reaktion var: Nu dør jeg. Heldigvis var de ikke bedre trænet, end at de skød med automat-ild. Automat-ild er ufattelig skræmmende, men mindre effektivt end os, der var trænede til at sigte og skyde enkeltskud. Og med tiden blev det rutine.«

»Fra slutningen af tiden i Afghanistan og sammen med oversergent Tommy. Man tror, Afghanistan er varmt året rundt, men det er smattet, koldt og minder om en dansk vinter.« Privatfoto.
»Fra slutningen af tiden i Afghanistan og sammen med oversergent Tommy. Man tror, Afghanistan er varmt året rundt, men det er smattet, koldt og minder om en dansk vinter.« Privatfoto.
Vis mere

Ved du, om du selv skød nogen?

»Jeg har skudt efter flere. Jeg har hørt, at min enhed gav fjenden tab. Om jeg personligt har ramt nogen, ved jeg ikke. Det har jeg det egentlig fint med. I de situationer, som vi var i, var vi ikke ude at rense målet (afsøge fjendens position efter endt kamp, red.). Fjenden var typisk hundrede til to hundrede meter fra os, og når vi kunne, trak vi os fri fra kampen. Og ligesom jeg er glad for, at jeg med mine egne øjne ikke så de kammerater, vi mistede, så er jeg glad for, at jeg ikke var oppe at se, hvad der var sket i den anden ende i Talebans stillinger,« siger Marcus Knuth.

Politiker ad omveje

Otte år efter Marcus Knuth – hvis fulde navn er Johan Henrik Marcus greve Knuth – meldte sig til kampene i Afghanistan, sidder han på sit kontor på Christiansborg, hvor kun hovederne fra en afrikansk bøffel og en sabelantilope, som han begge selv har skudt, antyder hans usædvanlige baggrund.

Mens mange af de nuværende folketingsmedlemmer er opdraget i partiernes ungdomsorganisationer, er Marcus Knuths historie mildt sagt anderledes.

Den begynder med en adelig opvækst på Lolland. Deraf grevetitlen. Ja, teknisk set begynder den med ægteskabet mellem hans forældre, lensgreve Adam Wilhelm Knuth af Knuthenborg og forfatteren Helle Stangerup. Den snor sig gennem ansættelse hos blandt andet den i dag krakkede investeringsbank Lehman Brothers i London, forbi krigen i Afghanistan og videre gennem det danske diplomati.

Det er et velkendt, historisk mønster, at adelsslægters ældste sønner overtager godset, mens de yngre sønner rejser ud på erobringstogt eller eventyr i den ene eller anden form. Historikere mener – uden sammenligning i øvrigt – at den familiedynamik var en væsentlig del af korstogenes kraft.

Har du tænkt over, hvordan du passer ind i det mønster?

»Jeg kan godt se, at jeg passer godt ind i mønstret. Men det har ikke været planlagt. Jeg føler, at jeg er vokset op forholdsvis normalt. Et gods er i dag ikke, hvad det var for 100 år siden med mange tjenestefolk. Jeg kan se, at min storebror og hans hustru selv laver mad og gør rent,« siger Marcus Knuth.

»Men for at sige det lige ud havde jeg meget excentriske forældre. Min mor var en kulturpersonlighed, og min far grundlagde Knuthenborg Safaripark.

Jeg er opdraget med, at man skulle udrette noget. Men jeg planlagde aldrig, at jeg for eksempel skulle arbejde for USAs største investeringsbank op til dens krak.«

I 2007 blev Marcus Knuth ansat i investeringsbanken Lehman Brothers’ kontor i London. Med sig havde han en bachelorgrad i økonomi, en MBA og nogle års erhvervserfaring. Miljøet i Londons finansverden beskriver han som koldt og kynisk, men også meget lærerigt. Eksempelvis arbejdede han gennem sommeren 2007 på en analyse af Deutsche Telekom. Resultatet var et 50 siders power point-dokument, som hans tyske chef præsenterede for kunderne. Efterfølgende ringede chefen til Marcus Knuth og skældte ud.

»Han var pissesur, fordi jeg havde lavet én fejl på de 50 sider. Det var et dollar-tegn i stedet for et euro-tegn. Det lærte mig ikke at sende noget ud, som ikke er gennemarbejdet. Den lektie tog jeg også med mig til diplomatiet, hvor det samme forventes. Da jeg var barn, var jeg ellers lidt af et rodehoved. Jeg fandt en af mine gamle karakterbøger fra Krebs’ Skole, hvor der stod noget i stil med: ’På trods af Marcus’ rodede facon klarer han det godt i klassen’,« siger han.

»Det er i Zimbabwe, hvor jeg har skudt en hyæne. Min far og jeg gik på jagt sammen. Jeg savner ham. Han elskede kvinder og blev gift fire gange.« Privatfoto.
»Det er i Zimbabwe, hvor jeg har skudt en hyæne. Min far og jeg gik på jagt sammen. Jeg savner ham. Han elskede kvinder og blev gift fire gange.« Privatfoto.
Vis mere

Marcus Knuth befandt sig i finansverdenen i dens opkørte periode op til krakket i 2008. Krakket markerede starten på finanskrisen – og blev snart et stærkt symbol på grådigheden og uansvarligheden i den finansielle verden.

Der var svaghedstegn i alle banker, men måske mest tydeligt i Lehman Brothers, forklarer Knuth. Han konstaterede ved selvsyn, at forsikringen på Lehman Brothers’ obligationer – såkaldt credit default swap – steg og steg, men han og kollegerne fik aften efter aften mail fra ledelsen med besked om at forklare kunderne, at Lehman Brothers havde branchens bedste likviditet.

Kontant fyring

Samtidig forsvandt kollegerne omkring ham, og i syvende fyringsrunde blev han selv ringet op af sin chefs chef, som han ikke havde talt med siden ansættelsen, hvor Marcus Knuth var blevet forsikret om en lang fremtid i det hæderkronede firma.

Han blev bedt om at komme til et møde med chefens chef og HR-folk, som skulle foregå i stueetagen og tæt ved udgangen. Fyringen var kort og kontant, og størstedelen af mødet gik med at underskrive diverse papirer om, at han ikke ville sagsøge Lehman Brothers og ikke ville forsøge at tale med kunder.

»Forståelsen i det miljø er, at man arbejder hårdt, og at man får en fantastisk løn. Men ingen kære mor hjælper den dag, det begynder at gå dårligt for banken. Og man brokker sig ikke,« siger Marcus Knuth.

Gjorde dine oplevelser hos Lehman Brothers dig mere eller mindre liberal?

»Jeg blev mindre liberal. De skandinaviske banker blev i den periode brugt som mønstereksempler, fordi der herhjemme var flere krav til likviditet i forhold til de amerikanske investeringsbanker. Dermed ikke sagt, at jeg blev socialdemokrat.«

Livet i Lehman bestod primært af arbejdsdage, som typisk begyndte klokken otte om morgenen og fortsatte til langt ud på aftenen. Baggrundsmusikken var heller ikke springende champagnepropper, og måltiderne indtog han sjældent på Londons fornemme restauranter, men i Lehman Brothers’ alkoholfri kantine.

Hvad gjorde du så med alle de penge, du tjente?

»Jeg tjente måske lidt under en million kroner om året, men pengene rakte ikke langt i London. Vi var tre unge, som delte en lille lejlighed i det centrale London. Vi havde hver vores soveværelse og to badeværelser og et lille bitte køkken til deling. Den kostede 30.000 kr. om måneden. Derudover havde jeg en studiegæld at betale,« siger Marcus Knuth.

To dage efter fyringen ringede Marcus Knuth, som er uddannet reserveofficer, til forsvaret og spurgte, om de kunne bruge ham i Afghanistan.

»Fra begyndelsen af min tid i Afghanistan. To personer på billedet blev dræbt. Bruno (venstre række, bagerst) og Hef med de lukkede øjne.«  Privatfoto.
»Fra begyndelsen af min tid i Afghanistan. To personer på billedet blev dræbt. Bruno (venstre række, bagerst) og Hef med de lukkede øjne.«  Privatfoto.
Vis mere

Fra London havde han fulgt nøje med i Danmarks stadig mere alvorlige militære engagement i det fjerne, plagede land. Han havde uddannelsen, nu var muligheden der:

»Mød om tre uger,« lød beskeden i den anden ende af røret.

Marcus Knuth havnede i første omgang Sandford-lejren i Helmand, hvor der havde været meget hårde kampe, inden Armadillo-basen blev etableret et par kilometer mod nord. Gruppen i Sandford bestod af ni mand af forskellig nationalitet, hvoraf tre blev dræbt i løbet af Marcus Knuths første to måneder i landet.

Marcus Knuth beskriver hverdagen som soldat i Afghanistan som simpel: Meget tidligt op. Ud på patrulje. Hjem. Hvile. Mødes med lokale, som kommer til basen for at tale. Ud på patrulje om aftenen.

Efter et afbræk i Armadillo brugte Marcus Knuth de sidste uger af sine seks måneder i Afghanistan på de lokale, som han havde fået et tæt forhold til. Desværre så tæt, at danskernes nærmeste samarbejdspartner, en mand ved navn Abdul Khaliq, en nat blev hentet i sit hjem af Taleban-folk på motorcykler. Han blev kørt ned til floden, anklaget for at samarbejde med vantro og skudt i baghovedet.

»Hele vores samarbejde med lokalbefolkningen kollapsede. Alt det, vi havde bygget op, faldt sammen, lige før jeg skulle hjem til Danmark. Jeg vidste godt, at hvis jeg tog tilbage som kampsoldat, kunne mine ni liv slippe op – eller også ville min mor slå mig ihjel,« fortæller Marcus Knuth.

Tilbage til Afghanistan som civil

I stedet kontaktede han Udenrigsministeriet og spurgte, om de kunne bruge hans erfaringer som soldat og med projektstyring. Ministeriet sendte ham tilbage til Afghanistan som civil rådgiver på genopbygningsindsatsen, og bagefter var han ved EUs politimission, hvor han arbejdede med at koordinere uddannelsen af det afghanske politi.

I 2012 tog Marcus Knuths liv en ny drejning: Han ringede til Venstres Jakob Ellemann-Jensen, som han kendte i forvejen, og begyndte kort efter at arbejde for ham.

»Jeg indså, at Borgen nok er det mest dynamiske sted at kæmpe for det, man tror på,« siger han.

Marcus Knuth blev også opstillet for partiet, men vurderede, at den daværende S-R-SF-regering ville sidde tiden ud, og at valget først ville komme efter tre år. Derfor tog han i mellemtiden en mastergrad i politik og administration på Harvard. Det sidste fortæller han i en bisætning.

I betragtning af din adelige baggrund; hvorfor stillede du op for Venstre og ikke De Konservative?

»Faktisk var min morfar – Hakon Stangerup – professor og konservativt folketingsmedlem. I en anden tid havde jeg måske også været konservativ. Men ud fra både et liberalt og et landbrugssynspunkt føler jeg mig hjemme i Venstre. De Konservative ser jeg i dag som et parti for villaejere i Gentofte.«

Hardliner på Borgen

Sin ilddåb i landspolitik fik Marcus Knuth den 2. juli 2015 – samme dag han blev Venstres udlændingeordfører – på direkte tv i mødet med De Radikales Zenia Stampe i DR2s Deadline. De to diskuterede regeringens straksopstramninger på asylområdet, og som beskrevet i dagbladet Politiken gik den drevne radikale politiker hårdt til Marcus Knuth.

»Mener du virkelig, at du kan komme her som nyvalgt folketingsmedlem nyvalgt udlændingeordfører, og så pludselig belære mig og hele Danmark om, hvad der er virkeligheden,« spurgte Zenia Stampe.

»Jeg har tilbragt år derude som diplomat. Hvor meget har du været derude,« spurgte Marcus Knuth tilbage. »Jeg var supernervøs,« forklarer han i dag om episoden: »Et eller andet sted var det mit held, at hun gik så hårdt på, fordi det endte med at udstille hende som unødvendigt aggressiv og nedladende. Bagefter tænkte jeg, at jeg godt kunne være gået lidt mere til stålet.«

Siden har Marcus Knuth fået mere erfaring på den slagmark, som udlændingepolitikken konstant udgør i kraft af de mange flygtninge og migranter, som presser EU-landene på alle leder og kanter. Marcus Knuths personlige holdning til, hvordan krisen skal håndteres, er præget af hans erfaringer fra blandt andet Afghanistan.

»Selvfølgelig er der i et vist omfang tale om folk, som flygter fra krig. Men løsningen er ikke at importere alle problemer fra Mellemøsten, Nordafrika og Afghanistan. Det skal løses lokalt. Vi ser det på de parallelsamfund og den radikalisering, der er opstået i dele af miljøerne herhjemme, hvor svært det er at absorbere mennesker fra så fremmede kulturer på kort tid. Fordi jeg har mødt den tankegang i de radikale miljøer i Afghanistan og Mellemøsten, tager jeg måske også truslen lidt mere alvorligt end de fleste andre.«