Hun er uddannet jurist, har siddet i Folketinget for De Konservative og har de seneste seks år siddet på posten som generalsekretær i Verdensnaturfonden (WWF). Gitte Seeberg er i dén grad en kvinde med sit cv i orden.

Gitte Seeberg giver ikke meget for Rasmus Jarlovs (K) udmelding om, at mænd ”bare gerne vil have en kvinde, som er sød, pæn og kvik” og derfor lige så gerne tager en lærerinde eller en sygeplejerske som en topleder.

Læs også:

»De forhold, der fungerer bedst, er de forhold, hvor manden og kvinden har en eller anden form for ligeværdighed. Det er i hvert fald det, jeg oplever. De af mine veninder, der er selvstændige og ”rapkæftede”, oplever i hvert fald, at mænd finder dem interessante og gerne vil have noget med dem at gøre. Jeg kender da også eksempler som dem, Rasmus Jarlov henviser til, men det er altså ikke forhold, som er uligevægtige, og hvor kvinden bare indretter sig efter manden, der er fremtiden,« siger Gitte Seeberg og tilføjer:

»Det er interessant, at Rasmus Jarlov af mange ses som fremtiden i De Konservative, når nu han har nogle synspunkter, der hænger så meget fast i fortiden. De er virkelig gammeldags.«

Hun opfordrer Rasmus Jarlov og hans ligesindede til at oppe sig ganske betydeligt, for de kommende år kommer billedet til at vende, mener hun. I takt med, at antallet af kvinder, der tager en højere uddannelse, bare stiger og stiger, er det kvinderne, der kommer til at mangle modspil, siger Gitte Seeberg.

»Kvinder vil have en ligeværdig partner, de kan de dele ting med, snakke med og have det sjovt med. Sådan har jeg det også selv. Jeg har ikke behov for at have en mand, jeg ser op til og beundrer. Jeg har behov for en, jeg kan have godt liv i hverdagen sammen med, en der på samme intellektuelle niveau som mig. Det handler ikke om, at kvinden skal se op til manden, og at han skal tjene pengene, og så er alt skønt. Sådan fungerer det altså ikke i dag.«

Læs meget mere om karrierekvinder og kærlighed i dagens BT.