Regeringen er klar med et forhandlingsforslag frem mod trepartsforhandlingerne mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. I morgen samles hele LO toppen for at tage stilling til forhandlingstilbuddet, erfarer TV2 Nyhederne
Penge til opkvalificering af arbejdsstyrken, så ufaglærte kan blive faglærte, og faglærte kan videreuddanne sig. Flere midler til at få udlændinge, der arbejder i Danmark, dækket af en overenskomst, og sidst men ikke mindst: Lade fagforeningernes A-kasser overtage beskæftigelsesindsatsen fra jobcentrerne.
Det er nogle af de punkter, regeringen har skrevet ind i et nyt forhandlingsoplæg til fagbevægelsen forud for trepartsforhandlingerne, erfarer TV2 Nyhederne.
Står det til regeringen, skal trepartsforhandlingerne skaffe fire milliarder kroner ved at øge arbejdstiden. Det vil regeringen blandt andet gøre ved at afskaffe to helligdage eller forkorte ferien. Men fagbevægelsen kræver til gengæld noget for noget for den tabte fritid.
TV2's politiske kommentator, Henrik Qvortup, mener dog, at især det ene af de tre punkter er som sød musik i ørerne på fagbevægelsen. Nemlig, at beskæftigelsesindsatsen helt eller delvist flyttes fra jobcentrene til fagforeningernes A-kasser.
- Det har fagbevægelsen drømt om i mange år, fordi det sikrer, at en lang række af medlemmerne nærmest tvinges til at have kontakt til deres fagforening, hvis de er ledige. Og det er måske ikke det værste for en fagbevægelse, der i de her år er martret af medlemsflugt, siger Henrik Qvortrup.
Ifølge TV2 Nyhederne mødes LO toppen allerede i morgen tidlig klokken 8.00 for at drøfte og acceptere regeringens forhandlingsoplæg. Dermed accepterer fagbevægelsen også præmissen om, at danskerne skal arbejde mere.
Trepartsforhandlingerne forventes at blive indledt i denne uge og parterne håber på et resultat på denne side af sankthans.
Læs også: Fagbevægelsen klar til at arbejde St. Bededag