Intern ballade og for mange løftebrud har kostet SF vælgere, mener valgforsker

For mange løftebrud og intern ballade om partiets linje er blandt årsagerne til den markante tilbagegang, som SF har oplevet de seneste to år. En tilbagegang der for alvor tog fat i kølvandet af diskussionen om pointsystemet i efteråret 2010, mener valgforsker.

Blot 5,5 procent af vælgerne ville sætte deres kryds ved SF, hvis der var valg i dag. Det viser en ny meningsmåling, som YouGov har foretaget for MetroXpress.

Det er langt fra den opbakning partiet havde i november 2010, hvor 20,5 procent af vælgerne ville stemme på SF.

SF mister point på pointsystem

Ifølge Rune Stubager, politolog og valgforsker ved Aarhus Universitet, begyndte SFs nedtur med diskussionen om pointsystemet tilbage i november 2010.

Her kritiserede partiformand Villy Søvndal venstrefløjen for at være kynisk.

- Den kynisme, at hvis vi forærer Pia Kjærsgaard og Lars Løkke regeringsmagten i endnu en periode, så synes jeg for alvor, vi har svigtet i forhold til rigtig mange af de mennesker, der har forventninger til venstrefløjen, sagde Villy Søvndal til BT den 11. november 2010.

Det var her det for alvor gik galt for Søvndal, mener Rune Stubager.

- Det var her at vælgerflugten tog til og vælgerne begyndte at sive til Enhedslisten, der var kraftig imod pointsystemet. Man kan sige, at det var startskuddet til den markante tilbagegang, som SF har oplevet de seneste to år, siger han.

Han tilføjer, at det også var startskuddet til den aktuelle interne debat i partiet, for allerede dengang var der uro i baglandet om den politiske linje, hvor flere i SFs bagland kritiserede partitoppen for at være gået for langt til højre.

Sigge Winther Nielsen, valgforsker ved Københavns Universitet, mener desuden, at SFs store opbakning i 2010 hænger sammen med den personlige popularitet Villy Søvndal havde på det tidspunkt.

- Søvndal optrådte nærmest som royal i sin rolle som partileder. Det skyldes blandt andet, at de andre partier og partiledere ikke var oppe i gear, siger Sigge Winther Nielsen.

- Luften gik for alvor ud af SF ballonen i 2011, da valgkampen gik i gang, og de andre partier kom på banen, siger han.

Løftebrud har kostet

Ved valget i september 2011 fik SF blot 9,5 procent af stemmerne. Partiet blev overhalet indenom af Enhedslisten og har siden haft svært ved at finde fodfæstet, hvilket ifølge valgforskerne kan skyldes mange ting.

Men især er det de mange diskussioner om løftebrud efter valget, hvor flere af SFs store mærkesager blev ofret, der har kostet. Blandt andet betalingsringen om København.

Ifølge valgforskerne er partiets aktuelle interne opgør om partilinjen og striden om næstformandsposten ikke noget, der gavner partiet, men er medvirkende årsag til den lave vælgertilslutning.

I går kaldte Søvndal partitoppen til krisemøde i Udenrigsministeriet, hvor der blev drøftet, hvordan partiet vil nå frem til en fælles linje.

Villy Søvndal står foran en stor opgave inden landsmødet i weekenden, hvor han skal forsøge at slå bor mellem de stridende fløjer i partiet.

Andre sager har også kostet partiet. Diskussionen om Søvndals rolle som både partiformand og udenrigsminister, og Søvndals kovending i sagen om oplysninger, der er fremskaffet ved brug af tortur er kun to af mange sager, der ifølge valgforskerne har kostet.