Danske skattekroner og arbejdspladser fosser ud af landet på grund af en EU-støtteordning og ændringer i dagpengereglerne.

Op mod 4.500 jobs er flyttet til udlandet, og det vil koste mindst 100 millioner kroner, hvis EU vedtager nye regler for udbetaling af dagpenge.

Det er ifølge Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, et tegn på, at man i EU er styret mere af ideologi end af fornuft.

»Det handler om, at man skal se Europa som et fælles arbejdsmarked, hvor der bliver en ansvarsfordeling, som i mange sammenhænge bliver meget ulogisk. Når EU medvirker til at flytte job væk fra Danmark, og når EU giver lønmodtagere, der bor i udlandet, mulighed for at opnå dansk ydelsesniveau, så er det noget, der trækker i den helt gale retning,« siger Kenneth Kristensen Berth.

Mens vi i Danmark har mangel på arbejdskraft, så har mange lande i EU mangel på arbejdspladser. Derfor kan virksomheder med støtte fra EU oprette arbejdspladser i lande, hvor der er mange ledige.

»Vi har jobvækst i Danmark, men havde vi ikke evnerne til at skabe arbejdspladserne selv, så ville det se sort ud. Det er også begyndt at gå godt i de lande, som denne her ordning var tiltænkt at støtte. Derfor mener jeg, at tiden er løbet fra ordningen, og det er ikke noget, danske penge skal være med til at understøtte,« siger Kenneth Kristensen Berth.

De seneste 10 år har danske virksomheder oprettet eller flyttet 4.500 arbejdspladser til udlandet med EU støtte. Er man blevet opsagt og bor i udlandet, så skal man være opmærksom på nye EU-regler, der ændrer på, hvem der udbetaler dagpenge. Tidligere har det været bopælslandet, der har stået med udgiften, men fremover vil det være det land, man arbejder i. Det vil ifølge Kenneth Kristensen Berth betyde dårlige arbejdsvilkår og øget velfærdsturisme.

»Det virker to veje. Der kommer et tryk nedad i løn og arbejdsforhold netop i et land som Danmark, hvor vi har høje niveauer i forvejen. Der vil også være en strøm i retning af at gå til de lande, der har de bedste sociale sikringsordninger,« siger Kenneth Kristensen Berth.

Socialdemokratiets Europaordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, er enig i kritikken, men han mener, at det frie marked er et grundlæggende godt princip, så længe der er retfærdige vilkår.

»På alle tænkelige måder er det indre marked en grundlæggende fordel for Danmark. Men det er vigtigt, at det sker på så retfærdige vilkår som muligt. Det er uretfærdigt, at danske, velernærede virksomheder flytter arbejdspladser ud af Danmark. Det er ikke noget, de danske skatteydere skal bidrage til, siger Peter Hummelgaard og fortsætter:

»Princippet i, at man ikke skal smide sin dagpengeret over bord, hvis man siger ja til et job i udlandet, er også fin. I den bedste af alle verdener stiller man krav om, at man skal have været medlem af en dansk a-kasse i lige så lang tid som en herboende og ikke kun i en måned. I hvert fald så længe at systemerne ikke er sammenlignelige,« siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Forslaget ventes vedtaget torsdag.