»Berlingske kommer ikke,« siger reporteren fra Jyllands-Posten over frokosten i Snapstinget

»Det gør vi måske heller ikke,« tilføjer han.

Interessen er ikke så stor for årtiets første regeringssemninar på Marienborg.

Og det skyldes som sædvanlig, at dumheder i Venstre fjerner opmærksomheden fra, hvad regeringen går rundt og laver.

Alle medier er mere optagede af hvad Kristian Jensen siger til, at han ikke længere er arktisordfører og Jacob Ellemann-Jensens forklaring på det, end hvad regeringen har af planer for landet det kommende år.

Jeg tager imidlertid en taxa til Marienborg, for det skal ikke foregå i hemmelighed.

Der ligger et faktaark på min stol. 'Barnet først' hedder det.

Jeg brokker mig til pressesekretæren.

»Nu må det snart være nok med de børn, vi også hørte om i nytårstalen og læste om i Berlingske i dag,« klager jeg.

»Der er også noget om politi og klima og Brexit. Du kan sove helt roligt,« siger hun beroligende.

Og desuden om pension og velfærd. Som Mette Frederiksen siger: Det er et hårdt arbejdsår, der lige er startet.

Men tryllekunstneren Mette Frederiksen er god til at pege opmærksomheden i en bestemt retning.

Nytårstalen handlede om, at vi skal tvangsanbringe flere børn tidligere.

Statsminister Mette Frederiksen taler på pressemødet i forbindelse med regeringsseminar på Marienborg mandag den 13. januar 2020. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2020)
Statsminister Mette Frederiksen taler på pressemødet i forbindelse med regeringsseminar på Marienborg mandag den 13. januar 2020. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2020) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2020
Vis mere

52.000 børn og unge har været berørt af en anbringelse eller en personrettet forebyggende foranstaltning på et tidspunkt i perioden fra 2012-16. Det svarer til 3,3 procent. af alle børn og unge under 23 år.

Ingen tvivl om, at det er et regulært problem, Mette Frederiksen og social- og indenrigsminister Astrid Krag, har fokus på, og de har talt med anbragte børn og voksne, der har været anbragt, som har klaget over, at de ikke blev anbragt noget før.

Men problemet er altså ret lille i den store sammenhæng. Er det rimeligt, at det fylder halvdelen af nytårstalen og 75 procent. af pressemødet efter regeringsseminaret?

En kommentator sagde for nylig, at det er som en tryllekunstner, der med den ene hånd får alle til at kigge i en bestemt retning, mens han laver noget med den anden hånd, som ingen opdager.

Samtidig med, at hun snakker om udsatte børn, har Mette Frederiksen sat sig tungt på magten i Danmark. Syv departementschfer har skiftet job siden hun kom til, bl.a. hendes egen, der er blevet udskiftet med Barbara Bertelsen, som hun selv tidligere har hentet ind, da hun var justitsminister i 2015.

Desuden er et større antal ministerielle pressechefer blevet udskiftet og hendes stabschef Martin Rossen - som også står i lokalet nede bagved udenfor kameraerns søgelys - har fået sæde i både regeringens magtfulde koordinationsudvalg og økonomiudvalg. Med andre ord: Mette Frederiksen sidder tungere på magten end nogen anden statsminister i nyere tid.

Men det bliver der slet ikke talt om på pressemødet, hvor de fleste af spørgsmålene handler om tvangsanbragte børn.