Et stigende antal danskere går på nettet, når julegaverne skal købes. Og der er rigtig mange penge at spare ved at gå efter den billigste forhandler, viser pristjek

Lange køer i stormagasinet, udsolgte varer og julestress. Et stigende antal danskere siger nej tak til de fysiske butikker, når julegaverne skal købes. I stedet sætter de sig ved computeren derhjemme og ordner det hele i ro og mag.

Flere end halvdelen af danskerne - helt præcis 57,4 procent - købte sidste år julegaver online. Året før var tallet 48,3 procent. Det viser en analyse fra FDIH (Foreningen for Dansk Internethandel), som har en klar forventning om, at online-gavekøb sætter ny rekord i år. I 2017 har der nemlig indtil nu været en stigning i internethandlen på omkring 14 procent sammenlignet med sidste år, og den tendens vil også afspejle sig i julehandlen, siger Henrik Theil, kommunikationschef i FDIH:

»Startskuddet til julehandlen var Black Friday (fredag den 24. november, red), og der eksploderede det fuldstændig i år. Dankortomsætningen satte rekord. Alt tyder på, at der vil være en samlet vækst i julehandlen, som svarer til den generelle stigning.«

Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken netbutik du vælger, når du putter varerne i den digitale indkøbskurv. Der kan nemt være besparelser på op til 30-40 procent på de mest populære produkter, viser et pristjek, som Pricerunner.dk har foretaget for BT

I dyre gavekategorier kan der være rigtig store besparelser i kroner og øre ved at vælge den billigste forhandler. Går man f.eks. efter en iPhone 8 med 64 GB, kan du spare over 3.000 kr. Der er også store prisforskelle på knap så dyre varer. Hvis der f.eks. står ‘Bezzerwizzer Hint’ på ønskesedlen, er der 168 kroner at spare - svarende til 32 procent.

Bortset fra at du ikke kan føle på varerne i en webbutik og tale ansigt til ansigt med en ekspedient, kan det være en fordel at købe julegaverne på nettet. I webbutikker i Danmark og andre EU-Lande er du nemlig sikret bedre minimumsrettigheder end i de fysiske butikker, bemærker Jakob Steenstrup, juridisk konsulent i Forbrugerrådet Tænk.

»På webshops er du med lovgivningen sikret minimum 14 dages fortrydelsesret, der giver dig ret til at få pengene retur. Den ret har du ikke i en fysisk butik. Dér skal du forhøre dig om den enkelte butiks regler,« siger han og tilføjer:

»Hvis man er tidligt ude med julegaverne, giver 14 dages fortrydelsesret på nettet selv sagt ikke meget mening, så der skal man tjekke, om webshoppen har udvidet fortrydelseretten, så man også kan få pengene retur efter jul.«

Gavekort og oplevelser er populære gaveideer, men det kan være risikabelt at lægge de flade konvolutter under træet, da pengene som udgangspunkt er tabt, hvis firmaet bag går konkurs. I stedet kan det være en gode ide selv at lave et gavekort med kontanter, påpeger Jakob Steenstrup.

Før man - grebet af juletravlheden - fylder den digitale indkøbskurv med gaver, skal man være opmærksom på, at ikke alle har gode hensigter på nettet.

»Vi får desværre løbende henvendelser fra folk, der er blevet snydt. Men hvis man husker altid at betale med betalingskort, kan man gøre indsigelse til sin bank og få pengene retur,« siger Jakob Steenstrup.