41-årige Jette Mark Hjerresen fra Tårnby vil ikke længere være kunde hos Totalkredit, der i februar hævede priserne og skabte en regulær kundestorm. Ifølge en ny Gallup-måling er hun ikke alene. Flere end hver tredje adspurgte kunde hos Nykredit og Totalkredit overvejer at skifte realkredit­institut.

Jette Mark Hjerressen er en oprører. Ikke af den slags, der går på gaden med røde faner og slagord. Men den 41-årige kvinde fra Tårnby er en oprører af den slags, der ved næste omlægning af huslånet kan komme til at gøre rigtigt ondt på den danske realkreditkoncern Nykredit.

Hun er rasende over de prisforhøjelser, som Nykredit i februar varslede over for tusindvis af boligejere i datterselskabet Totalkredit. Det betyder, at hun uanset prisen ikke længere vil være kunde hos Nykredit.

»Lige nu har jeg som forbruger brug for at lave et statement og sige, at det her var simpelthen dråben. Jeg forlader Totalkredit med 100 procents garanti, når vi skal lægge vores lån om til september,« siger Jette Mark Hjerresen, der bor i Tårnby i et etplanshus med sin mand, deres to fælles børn og to bonusbørn. Dermed vil Jette Mark Hjerresen, der til daglig er teamleder hos virksomheden eWork, sætte handling bag den vrede, som har vist sig i en regulær kundestorm mod Nykredit den seneste måned. Endnu har kundestormen ikke manifesteret sig i en strøm af kunder på vej væk fra Nykredit, men en ny Gallup-måling tyder på, at Jette Mark Hjerresen ikke er alene.

Gallup har for Berlingske spurgt 1.017 danskere om deres holdning til Nykredits prisforhøjelser. 58 procent af de adspurgte er uenige eller overvejende uenige i, at Nykredit har givet en tilfredsstillende forklaring på de stigende såkaldte bidragssatser, som er et løbende gebyr på boliglån. Blot fem procent svarer, at Nykredit har givet en tilfredsstillende forklaring.

38 procent overvejer at skifte

Men langt mere alvorligt for Nykredit, så svarer 38 procent af de adspurgte, der er kunder hos Nykredit og Totalkredit, at de over­vejer at skifte realkreditselskab på grund af de stigende biddragssatser. Selv om man tager højde for den statistiske usikkerhed, er det altså mere end hver tredje kunde hos Nykredit, der overvejer at skifte selskab.

Det er markante tal og ikke set siden Danske Bank blev kastet ud i en kæmpe krise i 2012 og 2013 i forbindelse med reklamekampagnen »New Normal«, hvor tusindvis af kunder efterfølgende forlod storbanken. En krise, som Danske Bank først for nylig er ved at kunne lægge endegyldigt bag sig.

Direktør og seniorrådgiver i Loyalty Group, Mikkel Korntved, kalder målingen »et klart krisetegn« for Nykredit.

»Det er rigtigt høje tal. Jeg tror selvfølgelig ikke på, at alle 30-40 procent af Nykredits kunder rent faktisk forlader dem, men mindre end det er også alvorligt. For Nykredits vedkommende kan man komme i den rigtigt uheldige situation, at der ikke er særligt mange nye kunder, der overvejer Nykredit. Det vil sige, at det nye friske blod, der skulle løbe til Nykredit, bliver reduceret kraftigt samtidig med, at de eksisterende kunder gerne vil væk. Det er en farlig cocktail,« siger Mikkel Korntved, der hjælper virksomheder med at øge indtjeningen gennem et øget fokus på kundeloyalitet.

I målingen angiver de adspurgte også, at de ikke har tillid til Nykredit-topchef Michael Rasmussen. 46 procent af de adspurgte har ikke tillid til Michael Rasmussen. Blot fem procent svarer, at de har tillid, mens 49 procent svarer ved ikke.

»Når først en kunde bliver utryg eller får mistillid, er det rigtigt skidt for Nykredit. Der skal meget til for at genvinde den tillid, som ser ud til at være væk nu. Min vurdering vil være, at selv om Nykredit trak hele prisforhøjelsen tilbage, har de lidt skade, da kunderne ikke er sikre på, at de kan stole på dem. Det er langt det værste, der er sket for dem hidtil,« vurderer Mikkel Korntved.

Tilliden til Nykredit er væk

Og netop tilliden er det, som Jette Mark Hjerresen i Tårnby har mistet:

»Lige meget hvad, der bliver sagt og gjort i den kommende tid, kommer jeg ikke til at blive som Totalkredit-kunde. Tilliden er fuldstændigt væk. Nu er det blot et spørgsmål om at finde ud af, hvor det bedste tilbud til os er,« siger hun.

Nykredit annoncerede i begyndelsen af februar, at den foreningsejede virksomhed skal på børsen. Det skal ske for at hente kapital nok til, at Nykredit kan leve op til forventede kommende skrappe kapitalkrav til finansielle virksomheder af Nykredits størrelse. I samme omgang har Nykredit hævet priserne markant for eksisterende lån hos tusindvis af kunder. For Jette Mark Hjerresen betyder det en ekstraudgift på 2.000 kroner mere i kvartalet.

»Det er immervæk mange penge, selv om vi er i den lykkelige situation, at vi godt kan finde dem. Men i min verden handler det lige så meget om principper. Jeg synes, at det er grotesk, at Nykredit bare kan hæve priserne i en kontraktperiode. Jeg kan forstå, at man kan hæve priserne, når et lån skal refinansieres, men at Nykredit bare kan varsle stigninger midt i en kontraktperiode er væmmeligt og dårlig købmandsskik,« siger Jette Mark Hjerresen.

Kundestormen er langtfra overstået

Det afgørende spørgsmål for Nykredit er, om kundestormen lægger sig og boligejerne betaler deres nu lidt dyrere lån. Det er nemlig både dyrt og besværligt at skifte realkreditinstitut, ligesom mange iagttagere spår, at de andre realkreditselskaber også er på vej med prisforhøjelser.

I den sammenhæng kan det være nemt at svare uforpligtende i en Gallup-måling eller rase ud på Facebook, mens det kan være sværere at sætte boliglån og penge bag vreden. Men spørger man Chresten Ibsen, medstifter af Facebook-gruppen »Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit« samt bestyrelsesmedlem i den nyoprettede forening Fair Bidragssatser, tror han, at kundeoprøret blandt vrede boligejere langtfra er ovre.

»Jeg tror, at Nykredit tager fejl, når de håber, at denne her storm er ovre. Vi er gået fra en hurtig netflirt til en rigtig forening nu, og vi har ikke tænkt os at stoppe,« siger han.

I foreningen Fair Bidragssatser, der netop har haft stiftende generalforsamling, har flere end 3.000 låntagere i Nykredit og Totalkredit med en samlet gæld på 7,5 milliarder kroner givet tilladelse til, at foreningen kan forhandle på deres vegne for at skifte realkredit­institut.

»Vi er overraskede over omfanget, og mange tilkendegiver endda, at de også gerne vil skifte pengeinstitut på grund af det her,« siger Chresten Ibsen.

Nykredit er ked af det

Henrik Rasmussen, der er direktør for retail i Nykredit, er ked af resultaterne i Gallup-målingen.

»Men de kommer desværre ikke bag på mig. Vi mærker selvfølgelig, at mange er utilfredse med bidragsforhøjelsen. Og vi må også forvente, at der er kunder, der forlader os, men det er for tidligt at sige noget præcist om det,« siger han i en skriftlig kommentar.

Han erkender, at Nykredit og Totalkredit med de seneste prisstigninger er dyrere end konkurrenterne, men det vil Nykredit afbøde med såkaldte Kunde­kroner, der skal sende penge tilbage til kunderne.

»Det er rigtigt, at vi for nærværende har højere bidragssatser end vores konkurrenter, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi over tid vil være konkurrencedygtige på bidrag. Oven i det kan man altså som noget unikt få Kundekroner hos os. Desuden skal man som kunde også se på rente, rådgivning, tilgængelighed og produktudbud. Når man drager alle de parametre ind, kan vi fortsat tilbyde et attraktivt produkt,« siger Henrik Rasmussen.