____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mesterskabschancerne så længe ud til at lide et knæk, men FC København vandt til sidst 2-1 over et skadesramt bundhold fra Sønderjyske i SAS Ligaen. FC København så helt indtil sidste minut ud til at tabe vigtige skridt i mesterskabskampen, men Dame N'Doye sikrede til sidst københavnerne en vigtig 2-1-sejr over bundklubben Sønderjyske i SAS Ligaen i fodbold. Haderslev Fodboldstadion er åbenbart et overordentligt svært sted at spille for FCK, der seneste gang de optrådte i Sønderjylland, gik fra banen med pointtab. Dengang blev det kun til 1-1, og også i onsdagens opgør var FCK'erne længe på hælene mod et skadesplaget Sønderjyske-mandskab. Sønderjyske manglede således et halvt hold, blandt andet sad topscorer Ken Ilsø på tribunen med karantæne. Det lignede ellers ikke en gentagelse af 1-1-delingen fra august, da César Santin efter godt et kvarter sendte FCK i front. Gæsterne var klart dominerende, men formåede ikke at producere de store chancer. Sønderjyderne var heller ikke meget værd rent angrebsmæssigt, men fik på deres eneste chance i første halvleg udlignet, da anfører Sölvi Ottesen headede i mål. Anden halvleg bød fodboldmæssigt på langt højere kvalitet. Matchen bølgede på underholdende vis frem og tilbage. FCK jagtede føringsmålet, mens sønderjyderne levede på den afgørende kontrachance. Værterne kæmpede forbilledligt, men måtte trække bundholdets ubarmhjertige lod, da indskiftede N'Doye headede FCK-sejren hjem i sidste minut. /ritzau/