Er du til masser af dejlige smagsoplevelser på ferien, er Bornholm det helt rigtige sted at besøge.

Det er lidt den omvendte verden, for hvor en flødebolle normalt er placeret øverst på en is, er den her i bunden. En velsmagende, frisklavet af slagsen, der er dækket af en lækker, cremet softice.

Vi befinder os i Kjærstrup Chokolade i Snogebæk, hvor vi er gået om bord i stedets berømte flødebolle-softice. Den er blot en af en række fristende konfekture-varer, hvor ikke mindst flødebollerne lokker mundvandet frem hos de fleste.

Kjærstrup Chokolade har produceret chokolade og flødeboller på Bornholm siden 1999, og butikken er et af foregangsfirmaerne for den bølge af fødevareproducenter i gourmetklassen, som er skudt op på øen i de seneste to årtier.

Har man en sød tand, er Kjærstrup Chokolade langtfra det eneste sted at få dækket sine lyster. Svaneke Chokoladeri er et andet godt bud, og her langes der hjemmelavede chokoladeplader, fyldte chokolader og flødeboller over disken i en lind strøm. I højsæsonen producerer den lille familieejede butik således 600-1000 flødeboller om dagen, og i løbet af et år bliver det til over 80.000 kugler med fyldt chokolade, så der er gang i chokoladevarerne.

Tæt derpå i Svanekes gamle bydel ligger Bornholms Ismejeri, hvor der laves is i alverdens smagsvarianter. Ejerne Vibeke og Jonas eksperimenterer ivrigt, og året igennem kan man nyde forskellige smage, hvoraf nogle varierer efter årstiden.

Lokale bær benyttes i rigelige mængde, og der sælges blandt andet is med blåbær, fersken, morbær, figen, hyldeblomst og havtorn. Derudover er der flere mere særprægede smagsnuancer som for eksempel øl og Danablu-ost. Endelig serverer Bornholms Ismejeri også iskaffe samt en række drinks, hvor is er en af ingredienserne.

Lakrids-eventyr

En anden af øens gastronomiske fyrtårne er Lakrids by Bülow. Det danske lakridseventyr, hvis produkter i dag sælges over store dele af verden, startede i 2007 i et hjørne af et værksted i Svaneke, hvor den unge Johan Bülow eksperimenterede med lakrids.

Han var en af de første i verden til at kombinere lakrids og chokolade – noget, der siden er blevet kopieret alverdens steder. Der hvor det hele startede, er der nu en butik, hvor man kan købe og prøvesmage de mange produkter, som lakridskoncernen i dag producerer.

Den bornholmske madproduktion omfatter meget mere end lakrids og søde sager. I disse uger har øens mosterier travlt med at lave dejlig most af æbler og andre frugter, og dertil kommer gode sager som sennep, pølser, pasta, øl, honning, kiks, marmelade, vin og meget andet godt.

Har man ikke tid til at køre rundt til de enkelte producenter, er Torvehal Bornholm i Rønne et oplagt sted at besøge. Her har et nedlagt slagteri siden 2016 dannet rammen om en torvehal, hvor et bredt udbud af øens bedste gastronomiske varer kan købes. På den måde kan man på et enkelt sted købe og få indblik i en række af øens bedste madvarer.

Derudover støder man i sommerhalvåret på diverse små boder med friske bær, kartofler og grøntsager, når man kører rundt på øen i sommerhalvåret. Her sælges der ikke mindst kartofler, asparges og jordbær, og det meste er plukket eller gravet op samme morgen.

Gode restauranter

Med til en ferie med kulinariske nydelser hører naturligvis også et eller flere dejlige restaurantbesøg.

På den front har Kadeau i adskillige år været øens flagskib, og restauranten har da også som den eneste bornholmske restaurant opnået en af de eftertragtede Michelin-stjerner. Kadeau ligger dog i den pebrede ende af prisskalaen, idet pris og kvalitet som regel følges ad.

Til gengæld råder Bornholm over en række andre glimrende spisesteder, hvor priserne passer bedre end i den gængse turists feriebudget. Næsten alle steder sætter man de lokale råvarer i centrum, og her har man da også et fremragende udvalg.

Blandt de bedste restauranter er Le Port, der ligger i den lille flække Vang på øens vestkyst. Ud over at lave lækker mad råder man på Le Port over en helt forrygende terrasse, hvor man i sommerhalvåret kan sidde ud og spise, samtidig med at man på klare dage nyder en suveræn solnedgang.

Et andet glimrende spisested er Restaurant Nordlandet, der ligger på Hotel Nordlandet i Allinge-Sandvig. Her har man fra terrassen og vinduesbordene også havudsigt, og madkvaliteten er tilsvarende god.

Midt inde i øens største skov, Almindingen, ligger Christianshøjkroen. I den store gule bygning spiser man fremragende, og da mange turister besøger skoven i dagtimerne, er her som regel travlt optaget både til frokost og aften. Christianshøjkroen blev da også kåret til 'Årets frokostrestaurant' i 2015.

Rejsefakta

De fleste danske besøgende ankommer til Bornholm med færge fra svenske Ystad, men der er også færge fra Køge på Sjælland. Endelig er der flyruter til Bornholm fra flere danske lufthavne.