2014 bød på både liv og død for krigskorrespondenten Simi Jan. Hun og hendes nyfødte baby var i efteråret i tæt omfavnelse med døden. Alt for tæt. Men mod alle odds fik de vristet sig fri.
2014 bød på både liv og død for krigskorrespondenten Simi Jan. Hun og hendes nyfødte baby var i efteråret i tæt omfavnelse med døden. Alt for tæt. Men mod alle odds fik de vristet sig fri.
Opret abonnement på BT PLUS og læs det store interview med Simi Jan og kom helt tæt på hendes dramatiske efterår, hvor hun for første gang i sit liv var ved at opgive alt.
Lige siden hun var lille og voksede op i ghettoen Værebroparken nordvest for København, har TV 2s krigskorrespondent Simi Jan været sådan én, der – med egne ord – »fandme nok skulle vise de andre ...«.
Hun har atid besiddet en potent cocktail af ukuelighed, som hun har fra sine pakistanske forældre.
Det er dén ukuelighed, 35-årige Simi Jan kan takke for, at både hun og hendes fire måneder gamle søn Adam stadig er iblandt os.
Begge tog de for få måneder siden livtag med døden. Så tæt en omfavnelse, at den ellers superseje Simi Jan, hende, der er vant til at bomberne flyver om ørerne på hende, for første gang i sit liv var på nippet til at give op. På et hospital i Jerusalem kunne hun ikke mere.
Men fighteren i hende vandt.
Et par stuer derfra – på afdelingen for for tidligt fødte babyer – blev det samme gen aktiveret i hendes søn og rev ham ud af grebet.
»Det har været et skelsættende år, siger Simi Jan med smil i de brune øjne.
»Det har været dramatisk og sindssygt og grænseoverskridende og sørgeligt. Og fantastisk på samme tid, fordi han også har klaret den, og været denne her lille fighter.«
Smilet i øjnene vokser, indtil det afløses af en strøm af tårer, der efterlader fugtige spor på hendes kinder.
»Nu bliver jeg helt rørt. Det var slet ikke meningen. Men det er, fordi han er så dejlig. Fordi han har kæmpet for at være, hvor han er i dag. Nogle gange er jeg bare nødt til at kramme ham, for jeg elsker ham og er stolt af ham. Han er så sej. Og en stædig og utålmodig lille gut. Jeg ved ikke, hvor han har det fra,« siger Simi Jan, tilbage på latterens spor, men med en fugtig serviet i hånden.
Begivenhedsrigt år
Vi sidder på en café på Østerbro. Blafrende stearinlys på bordet, lunt brød i kurven, krabbesalat på tallerkenen. Hyggelig julestemning udenfor.
Efter flere måneders ufrivilligt ophold på et hospital i Israel – der hvor hun endte med at føde sin søn to en halv måned for tidligt – er hun hjemme igen og på barsel. Adam – som er vokset fra en fødselsvægt på blot 1.200 gram til det næsten fem-dobbelte – bliver passet af mormor hjemme i Gentofte. Efter et turbulent år, er der langt om længe kommet tiltrængt ro på livet.
»Der er sket så meget. Først fik jeg i 2013 konstateret endometriose (en ofte smertefuld underlivs-sygdom, som kan påvirke fertiliteten, red.) og gennemgik to operationer. Jeg gik fra at være typen, der slet ikke ville have børn, hus og have, til at få at vide, at chancerne for at blive gravid var lig nul, med mindre jeg kom i fertilitetsbehandling. Min mand Allan og jeg blev enige om at vente lidt. Henover foråret var der uro i Afghanistan op til valget. Venner, og flere jeg kendte, døde på stribe. Krigen kom tæt på. Pludselig ud af det blå var jeg gravid. Under konflikten i Gaza, som jeg dækkede, kom Adam for tidligt, så jeg var nødt til at føde i Israel. Og nu er jeg mor og hende, der går med barnevogn,« summerer Simi Jan op, og ryster på hovedet.
Dramaet omkring den alt for tidlige fødsel er ikke sådan at summere op med få ord. For det er dét, der især gør 2014 til et livsdefinerende år, som uden tvivl kommer til at præge Simi Jan resten af hendes liv. Men det vender vi tilbage til.
Fighteren
Simi Jans liv begyndte for 35 år siden på Gentofte Sygehus, hvor hun, som den første af i alt 4 døtre, blev født ind i familien Jan.
Hun voksede op i Værebroparken i Bagsværd og var en fighter. I skolen. På legepladsen. Overalt hvor hun kom frem.
»I de små klasser fik jeg ekstraundervisning i dansk, og blev trukket ud af klassen. Men jeg skulle fan’eme nok vise de andre, at jeg var lige så dygtig eller bedre. Så jeg endte med at være en stræber og fik altid den sværeste diktat, fordi jeg var en af de bedste i klassen,« siger hun.
Men hjemme trængte dramaet sig på. Forældrenes ægteskab var arrangeret, moderen – som var pædagogmedhjælper – var kun 13 år, da hun blev lovet væk. Den store dybe kærlighed blev aldrig en del af pakken. En dag fik moderen nok. Selv om det var helt uhørt i pakistanske kredse dengang i starten af 1990erne, besluttede hun at søge om skilsmisse. Heldigvis med fuld opbakning fra familien hjemme i Pakistan.
»De skulle have gjort det længe før,« lyder Simi Jans tørre konstatering.
»Jeg var 14 år gammel, da det skete, og selvfølgelig var det hårdt. Jeg ville ikke sige det i skolen, for dem i det pakistanske miljø ville synes, at vi var det værste i verden. Jeg vidste godt, at det var kontroversielt. Men samtidig var jeg skide stolt af min mor, af at hun kom ud af det ægteskab, for det var ikke godt for hende. Min far havde nogle mere traditionelle ideer end hende om ægteskabet.
For mig var og er hun den sejeste kvinde. For det kræver mere end mod at gå imod normerne og traditionerne. Efter skilsmissen blev hun den første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund. Hun er en kæmpe inspiration,« siger Simi Jan med stolthed i stemmen.
Da Simi Jan besluttede, at hun ville være journalist – noget hun havde drømt om, siden hun var barn – mødte hun også kun støtte og opbakning hos moderen, hvilket gentog sig, da hun mødte den pæredanske Allan til en fest og kærlighedens bål blev tændt.
»Det er min mors skyld, at jeg har kunne gifte mig med den, jeg ville,« siger Simi Jan om sin mand, som hun har boet i udlandet med flere gange. Først i Skotland, hvor de begge arbejdede og hun tog sin journalistuddannelse, og i 2007 besluttede de sammen at flytte teltpælene til Pakistan, hvor Simi Jan gerne ville prøve at slå sig ned som krigskorrespondent. Begge sagde deres faste jobs op, solgte lejligheden og gav eventyret en chance.
»Det er sundt at kaste sig ud på dybt vand. Man skal udleve sine drømme, for vi lever kun en gang. Den livsfilosofi er vi enige om, og derfor tror jeg, at vi supplerer hinanden rigtig godt. Jeg er nok den mest impulsive og han den, der trækker i bremsen, når jeg lige skal reflektere over, om noget er godt for mig. Han er et rigtig dejligt og tålmodigt væsen og meget åben. Vores livsværdier er meget ens. Selvfølgelig er vi uenige om ting, og vi skændes da, men grundlæggende er vores verden meget stor«.
Graviditeten
»Jeg har været svineheldig med ham,« griner hun, indtil alvoren trænger sig på.
»Hvis ikke Allan havde været i israel, var jeg gået nedenom og hjem. Det havde jeg ikke klaret uden ham.«
Dermed er vi på vej tilbage til dramaet.
Hvor mange andre kvinder skruer ned for blusset i samme sekund, de opdager, at de er gravide, tog Simi Jan den nye og uventede tilstand i stiv arm. Hun ville ikke lade graviditeten begrænse hendes liv eller arbejde. Derfor var hun – som altid – på pletten for at rapportere fra brændpunkterne i både Afghanistan, Iran og Gaza tidligere på året. Hun havde ingen gener af sin graviditet. Faktisk mærkede hun knap, at hun var gravid. Første tegn kom 14. juni, samme dag, som der var valg i Afghanistan. Her mærkede hun livet i sig for første gang.
»Han sparkede to gange,« smiler hun.
»Det var ret godt gået at vælge sådan en historisk dag.«
Måneden efter var hun på arbejde i Gaza, med voldsomme daglige bombardementer og dødstal, der bare steg og steg. Men en pludselig blødning gjorde hende urolig. Så da hun efter et forgæves forsøg krydsede grænsen til Israel, valgte hun at blive tjekket på et hospital. Lægerne vurderede hendes tilstand som så kritisk, at de nægtede hende at rejse hjem. Hun skulle indlægges. I al hast fløj hendes mand til Israel for at være ved hendes side.
Tre uger var hun indlagt, før veerne pludselig pressede sig på. og Simi Jans førstefødte kom til verden ved akut kejsersnit, to en halv måned for tidligt. Lille Adam på 1200 gram.
Hans tilstand var ikke stabil, så det nye lille menneske måtte starte livet på afdelingen for for tidligt fødte, mens Simi Jan blev udskrevet.
Men efter fødslen fik hun ’sindssygt høj feber’ og blev indlagt igen.
»Jeg havde fået en infektion, som var blevet til en byld. Antibiotikaen kunne ikke trænge igennem, så jeg blev scannet midt om natten og fik at vide, at jeg skulle opereres. Lige ovenpå mit kejsersnit,« fortæller hun om sit første livtag med døden.
Tallerkenen med krabbesalat står stort set urørt.
»Jeg blev opereret, men fik så problemer med at trække vejret. Det viste sig, at jeg havde fået en blodprop. Selv om jeg kun var 35, siger hun med hovedrysten.
»For første gang var jeg så langt nede, at jeg var ved at opgive. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har altid været sådan en, der fighter og kalkulerer risikoen for at blive kidnappet, ramt af bomber og alting. Det var første gang, at jeg sagde til min mand: ’jeg kan ikke mere’. Jeg var helt ved siden af mig selv af smerter. Jeg kunne ikke komme ind til Adam på grund af mit dræn, og han var i kuvøse, fordi han havde fået en infektion. Det hele ramlede bare for mig. Det var grænseoverskridende og pissehårdt,« fortæller hun. Uden klynk.
Varmen kommer dog tilbage i de brune øjne, når hun fortæller om alle de mennesker på hospitalet i Tel Aviv, som var både hendes og Adams livline. Lægerne og sygeplejerskerne, der igen og igen formåede at få hende til at grine midt i alt det frygtelige. Formåede at få de nybagte forældre til at føle sig trygge.
»Det var så befriende,« smiler hun.
Efter tre måneder fik familien lov at tage hjem.
»De sidste par dage inden vi skulle rejse, græd jeg. For hospitalet var blevet vores liv. Et liv, der blev levet mellem 2. og 3. sal, hvor Allan løb mellem Adam og mig. Det var virkelig grænseoverskridende og meget skræmmende, at skulle væk,« siger hun om forlade hospitalet.
Hjemme igen
Mindst ligeså grænseoverskridende blev det at komme hjem. Efter et kort ophold på Rigshospitalet, fik de at vide, at faren var ovre. Nu skulle ’det rigtige liv’ som far, mor og baby begynde.
»Men vi var slet ikke klar – vi havde jo ikke en monitor, så vi kunne se, om Adam trak vejret. Hvilket spæde prematur-babyer nogle gange ikke gør.«
Først nu har roen og hverdagen indfundet sig i hjemmet i Gentofte, hvor Adam har vokset sig stor og stærk og helt uden for livsfare. Selv om hun insisterer på, at hun egentlig slet ikke er typen, kommer mobilen frem. Hun bladrer med tommelfingeren i fotoalbummet.
»Er han ikke sød?« spørger hun.
På billedet er en cute lille fyr med runde kinder og mørkegrå øjne. Han ser både glad og lykkelig ud.
»Det er meget overvældende med den nye kærlighed til et lille væsen. Han vejer 5,5 kg nu, er en lille bassedreng og har fået sul på kinderne og store smukke øjne. Han har indhentet det flot. Nogle gange kan jeg blive helt overvældet af at se billederne af ham i kuvøsen i starten. Trangen til at beskytte ham er der fra nu af og til den dag, man er borte. Det tror jeg også kan blive en udfordring i forhold til mit arbejde ... bekymringen for, om han har det godt. For nu må der jo heller ikke må ske mig noget. Det er et dilemma, der nok vil opstå nogle gange. Så man må finde en balance i det. Jeg har jo kvindelige kollegaer fra andre lande, der har børn, og laver det samme som mig. Det gælder om at få det tilrettelagt på en måde, så det fungerer. Jeg er meget fortrøstningsfuld.«
Fremtiden
Så nej. Simi Jans fremtid bliver ikke som vært på et nyt kagebagningsprogram. Eller »Go’ Morgen Danmark«. Eller »Vild med dans«. Hun skal tilbage til krigszonerne.
»Jeg køber ikke den der præmis om, at fordi man er blevet mor, skal ens liv ændres fuldstændig. Er der måske nogensinde nogen, der har spørger en mandlig krigskorrespondent, om han ikke hellere skulle blive hjemme, fordi han er blevet far?« spørger hun med lyn i blikket.
»Selvfølgelig sker der ting i verden, der er mere skræmmende nu end for et halvt år siden. Jeg sidder jo også og tuder, når jeg ser indslagene med de der forfærdelige halshugninger. Og det får mig da til igen at tænke på, at i mit job er risikoen jo at blive kidnappet. Hvilket er min største frygt. Jeg kan godt forholde mig til, at jeg dør i et bombeangreb, men at blive kidnappet og ikke vide, hvad der skal ske og udsætte sin familie for den smerte? Puh! Det sætter klart nogle tanker i gang. Selvfølgelig skal jeg være påpasselig, men jeg gør det jo, fordi jeg elsker mit job,« siger hun med rynker i panden. Og skynder sig så at tilføje:
»Allan synes, at det er et sundhedstegn, at jeg ikke er blevet helt skræmt, for så var han for alvor blevet bekymret.«
Så griner hun.
Der er ved at være tomt på tallerkenen. Udenfor trænger det tidlige mørke sig på. Simi Jan skal videre i verden.
Hun og Allan har haft et par måneder til at lære at være en lille familie. Og det er de blevet.
»Bare at kunne lukke verden ude og hygge os, høre musik, kigge på lille Adam, snakke forløbet igennem, kigge på billeder af Adam i kuvøsen. Det føles så surrealistisk, som om det slet ikke er sket. Men det er det. Og jeg synes, at jeg har lært meget af at være helt dernede, hvor jeg var ved at give opgive. Jeg har lært, at jeg kommer op igen. At miste kontrollen, virkelig at være dernede, hvor jeg aldrig har været før, hvor jeg gav op, det har rystet mig godt og grundigt, har skræmt mig. Det har også påvirket Allan at se mig på en måde, han aldrig har set mig før. Det har lært mig at værdsætte livet endnu mere, end nogensinde. Vi klarede det – we did it!« siger hun – helt glad.
