Man skal være ekstra varsom, hvis man er ude og svitse mælkebøtterne med ukrudtsbrænderen i disse dage.
Som resultat af forårets lange tørkeperiode og dermed en forhøjet brandfare, kan det nemlig gå grueligt galt, hvis man ikke passer på.
Således lyder advarslen fra Syd- og Sønderjyllands Politi efter, at politikredsen lørdag middag måtte rykke ud til to brande som følge af håndtering af ukrudtsbrændere.
»Den første anmeldelse modtager vi klokken 12.51, hvor man i forbindelse med anvendelse af en ukrudtsbrænder i Bramming kommer for tæt på skur, og så går der ild i det,« fortæller vagtchefen, Ole Aamand, til B.T.
Herefter udspillede et lignende scenario sig i Ho ved Esbjerg, hvor en ukrudtsbrænder ligeledes forårsagede, at der gik ild i et sommerhus.
»Her kom man for tæt på en letantændelig ting, nok fordi man ikke tænker over, hvor varm en ukrudtsbrænder bliver. Det er meget typisk, at det sker på denne årstid,« fortæller Ole Aamand.
De to brande i henholdsvis Bramming og Ho sker desuden kort tid efter, at Danske Beredskaber opfordrede til, at man skulle passe på henover weekenden, fordi brandfareindekset i Danmark i øjeblikket er særligt højt.
Det skyldes vejrforholdene, idet vind og en længere periode med tørke gør det brandfarligt i naturen.
Derfor lyder opfordringen fra vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands politi da også på, at man kan ty til andre alternativer i stedet for ukrudtsbrænderen.
»Brug i stedet en hakker og et skuffejern. Det giver både motion og er miljøvenligt – og så undgår man de mange brande,« lyder det.
Han understreger desuden, at den indledende hændelse i Bramming medførte en overtrædelse af beredskabsloven.
»Så endnu en grund til det (at benytte andre metoder, red.), er også, at man slipper for bøden,« fortæller vagtchefen.