Søren Espersen sætter sig i gæsteværtsstolen i ugens udgave af Q&CO, hvor der endnu engang er sexchikane i mediebranchen på programmet. Espersen får selskab af Karen Bro, der er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet.

Karen Bros tidligere arbejdsgiver er nemlig kommet i stormvejr, efter at 46 kvinder har underskrevet et brev til den nuværende ledelse, der vil gøre op med en rådden kultur på avisen. Vi taler med Pernille Obelitz, der er en af initiativtageerne til brevet.

Vi taler også med tidligere kreativ chef på Ekstra Bladet Thomas Stokholm, og med Arne Ullum, der er tidligere chefredaktør på BT.

Derudover skal vi forbi Anders Hemmingsens Instagram-profil, der i denne uge bragte en video fra statsminister Mette Frederiksen kvit og frit. Vi spørger profilens ejermand, hvorfor hun fik lov til det, og så spørger vi ekspert i politisk kommunikation Benjamin Rud Elberth, om Henrik Qvortrup er en gammel, sur mand, hvis han er kritisk overfor Frederiksens måde at kommunikere til unge mennesker på.