En fransk imam har nægtet at begrave den ene af de to terrorister, der 26. juli angreb en kirke i det nordvestlige Frankrig. Men den beslutning er forkert, mener Dansk Islamisk Begravelsesfond.

Den franske imam Mohammed Karabila nægter at begrave en af de to døde terrorister fra angrebet på en kirke i Saint-Etienne-du-Rouvray, og det har vagt opsigt både i Frankrig og herhjemme.

Over for den franske avis Le Monde forklarer Mohammed Karabila, at:

»Vi vil ikke besudle islam med denne person. Vi vil ikke hjælpe til med at gøre liget klar eller med selve begravelsen.«

Men det er en forkert beslutning, lyder det fra formand for Dansk Islamisk Begravelsesfond, Kasem Said Ahmad. Det var ham, der i sin tid begravede den danske terrorist Omar El-Hussein, og han ville gøre det samme i dag, fortæller han til Jyllands-Posten.

»Det er skammeligt og uislamisk af de franske imamer at nægte at begrave en muslim. Man skal ikke se på de dødes fortid. Det er en menneskeret at blive begravet, uanset hvad man har gjort (...) Hvis vi fik en henvendelse fra familien om at begrave ham, så ville vi gøre det, så siger vi ikke nej,« siger han til Jyllands-Posten.

Det er en imams pligt

Kasem Said Ahmad tilbyder altså en gravplads i Brøndby til den franske terrorist, der sammen med en anden 19-årig svor troskab til terrororganisationen Islamisk Stat, inden de 26. juli stormede en kirke i Saint-Etienne-du-Rouvray i Normandiet. Ved angrebet tog de fem personer som gidsler, hvoraf de sårede flere og dræbte præsten.

Kasem Said Ahmad tager afstand fra selve angrebet. Men han mener ikke, det har noget med sagen at gøre. Da den døde franskmand er muslim, er det en imams pligt at begrave ham, lyder det.

Berlingske har selv forsøgt at få en kommentar fra Kasem Said Ahmad, men en medarbejder i foreningen oplyser, at han ikke ønsker at udtale sig mere om sagen.

»Terrorister besudler Islam«

Waseem Hussain, der er formand for Dansk Islamisk Center og tilknyttet Københavns Fængsler som fængselsimam er imidlertid helt uenig med Kasem Said Ahmad. På Facebook skriver han, at han ikke støtter udførelsen af islamiske ritualer ved begravelse af terrorister.

»Dette skyldes den kaos, ødelæggelse, frygt og usikkerhed, som terrorister søger at skabe. Samfundet, tilliden, fællesskabet og menneskeligheden lider under deres barbari – for slet ikke at tale om den måde terrorister besudler Islam på som religion. De handler på alle tænkelige måder i modstrid med Islams lære om tillid, tolerance, ansvarlighed og fred,« skriver han.

En afvisning, alle bør tilslutte sig

Andre danske muslimske debattører er også uenige i udmeldingen fra Dansk Islamisk Begravelsesfond. Den dansk-syriske læge og forfatter Haifaa Awad mener, den franske imam sender et modigt signal fremgår det af et opslag på Facebook.

Debattør og næstformand i Exitcirklen, Khaterah Parwani, mener ligeledes at den franske imam sender »et signal fra det muslimske trossamfund, der vil noget. Den afvisning burde alle muslimske trossamfund tilslutte sig«.

»Når nogen handler i modstrid med enhver overbevisning som en forening, organisation osv repræsenterer, så skal der være adgang til eksklusion. Jeg synes det i dette tilfælde er helt på sin plads, at afvise hans begravelse,« skriver hun blandt andet på Facebook.

Den hidtil klareste afstandtagen

Berlingskes blogger, sognepræst Kathrine Lilleør, mener også, at den franske imam Mohammed Karabila har gjort det helt rigtige, som verden ser ud lige nu. Hun skriver i sin blog, der kan læses her, at »det er den hidtil klarest imam-afstand fra IS-terror, verden har set. Fordi den er så konkret, at ethvert skolebarn kan forstå den«.

Hun mener ligefrem, Mohammed Karabila og ligesindede imamer bør hædres.

»Se, hvilken indflydelse, deres klare afstandtagen allerede har haft. Det har forenet franskmænd. Intet mindre,« skriver hun.

»Fuldstændig galt afmarcheret og misforstået«

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, forstår ikke udmeldingen fra Dansk Islamisk Begravelsesfond. Hun mener, det er helt forkert at invitere til begravelse af den afdøde franske terrorist i Danmark.

»Hvis Islamisk Trossamfund ligefrem inviterer til en begravelse for den døde terrorist fra Frankrig, synes jeg det er fuldstændig galt afmarcheret og misforstået. Så er det i mine øjne at bakke op om terrorhandlinger,« siger hun.

Dansk Islamisk Begravelsesfond oplyser på sin hjemmeside, at det er en sammenslutning af 23 muslimske foreninger i Danmark herunder Det Islamiske Trossamfund i Danmark.