Mit barn skal have blå øjne, lyst hår og en IQ på 180. Er det en udvikling, vi ønsker?

De fleste vil nok tænke, at det er at stramme den. Men spørger man professor i etik og medlem af Etisk Råd Thomas Ploug kan det meget vel gå i den retning, hvis ikke vi passer på. Downs syndrom er så småt ved at blive udryddet, fordi det måske ikke helt er det ønskebarn, man havde forestillet sig.

»Det handler om livskvalitet. Forældre har meget konkrete forestillinger om, hvad et lykkeligt liv er, og hvilket liv deres barn skal have. Det er problematisk, når vi trækker vores egen opfattelse af, hvad der skal til for at få et godt liv, ned over hovedet på et foster,« siger Thomas Ploug.

Livskvalitet handler mere om ønsker og forventninger - om de bliver opfyldt. Og ifølge professoren må vi have respekt for, at livskvalitet kan opnås med meget forskellige forudsætninger. I dag har vi nemlig firkantede forestillinger om, hvordan livet er, når det er godt.

»Det er forkert, for børn med downs har et godt liv. De er glade,« siger professoren.

Er det rimeligt at frasortere børn?

Om fem år er det måske slet ikke nødvendigt at henvende sig til hospitalet for at få tjekket generne. Måske kræver det blot en test, man kan købe i en butik og få lavet online, som kan sladre om dit ufødte barns sygdomme og træk. Og er det inden for rammerne for abort, kan man nå at afbryde graviditeten, hvis fosteret ikke lever op til forventningerne.

»Og der skal vi kigge på vores folkemoral: Er det rimeligt? Det kan betyde, at mindre betydningsfulde lidelser som farveblindhed kan få forældre til at sortere et foster fra. Med sæddonorer kan man allerede vælge ud fra udseende. Og vi kan frygte, det kommer helt derud i flere sammenhænge,« siger Ploug.