I anledning af DRs jubilæum inviterede BT 10 DR-legender til fødselsdag. Det blev spændende, sjovt, hyggeligt og skarpt. Mød dem her, og se hvor de er i dag.
Om et par dage er det 90 år siden, at DR blev grundlagt under navnet Statsradiofonien. I den anledning inviterede BT til et brag af en 90 års fødselsdagsfest. Præcis som det klassiske tomands-party, DR selv troligt slutter året af med hver eneste nytårsaften. Dog uden hestebranderten.
Opret abonnement på PLUS og mød de 10 DR-legender her, som BT inviterede ind i Berlingske Medias såkaldte ’gamle stuer’, der husede den oprindelige redaktion i 1749: Mogens Vemmer, mangeårig, navnkundig B&U-chef, manden der opfandt dansk børne-tv. Og radio- og tv-værterne Jørgen de Mylius, Hans Otto Bisgaard, Svend Gehrs, Carsten Werge (nu Viasat), Monica Krog-Meyer, tv-værten Poul Thomsen, tv-avisen-værterne Eva Jørgensen og Helle Bygum og den nuværende Radio 24syv-direktør, Mikael Bertelsen.
Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. månd er gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Om et par dage er det 90 år siden, at DR blev grundlagt under navnet Statsradiofonien. I den anledning inviterede BT til et brag af en 90 års fødselsdagsfest. Præcis som det klassiske tomands-party, DR selv troligt slutter året af med hver eneste nytårsaften. Dog uden hestebranderten.
Der var ingen Miss Sophie, Sir Toby, Admiral von Schneider, Mr. Pommeroy eller Mr. Winterbottom.
Til gengæld lagde Berlingske Medias såkaldte ’gamle stuer’, der husede den oprindelige redaktion i 1749, rum til Mogens Vemmer, mangeårig, navnkundig B&U-chef, manden der opfandt dansk børne-tv. Og radio- og tv-værterne Jørgen de Mylius, Hans Otto Bisgaard, Svend Gehrs, Carsten Werge (nu Viasat), Monica Krog-Meyer, tv-værten Poul Thomsen, tv-avisen-værterne Eva Jørgensen og Helle Bygum og den nuværende Radio 24syv-direktør, Mikael Bertelsen.
Det blev til et par timers sjov, røverhistorier, godmodigt drilleri, lidt krukkeri, vilde anekdoter, fis og ballade og spændende diskussioner om mediepolitik.
Ja, der blev snakket om tider, hvor der fandtes fiskerinoteringer, børskurser, farvandsefterretninger og telegrammer i radioen. ’Kvit eller dobbelt’ på tv med Svend Petersen. Monopol-tv, ’Matador’, månelandingen. Alt det, der samlede nationen. Der blev også talt nutid.
Vi gav de 10 ikoner nogle stikord at gå ud fra. Eva Jørgensen måtte desværre gå hurtigt på grund af et sygt barn.
Mogens Vemmer: »Jeg husker bedst den dag i 1976, hvor jeg blev kaldt op til Hans Sølvhøj (generaldirektør i DR 1961-1976, senere hofmarkskal, red.). Jeg havde været rodet ind i nogle store sager. Anklaget for at lyve i Radiorådet. Sølvhøj var sekunderet af tv-direktør Bindsløv. I baggrunden stod der en telefon. Sølvhøj sagde, ’du har klaret det flot at køre alle disse ting i de sidste otte år. Men er det ikke lang tid at lave det samme?’. Han ville tilbyde mig en programchefstilling uden afdeling og medarbejdere. Men dog med løn. Jeg fik ikke nogen hjælp fra Bindsløv. Så ringede telefonen pludselig. Sølvhøj tog den og rakte den til mig. ’Det er til dig’, sagde han forbløffet. Det var så Erik Carlsen, der havde været vikar for Sølvhøj i en periode. Han var ikke Sølvhøjs bedste ven, men han var åbenbart min bedste ven. Han sagde, at jeg skulle sig nej til Sølvhøj, uanset hvad han kunne finde på at tilbyde mig. Så jeg fortsatte i B&U 24 år endnu...«
Svend Gehrs: »Ha-ha, du overlevede på generaldirektørens egen telefon. Dét er en god historie.«
Jørgen de Mylius: »Dengang i 1963 på det nystartede P3 ansatte de kun jazzmusikere som værter. Det, syntes jeg jo, var helt forkert. Så jeg sendte et klagebrev. Klagede over, at de ikke spillede rock’n’roll-numre. Og hvis de gjorde, satte de altid b-siden på eller udtalte navnene forkert. Jeg blev ringet op af Hemming Hartman Petersen (programsekrætær, red.). Min mor tog telefonen; ’Deres søn har klaget over os. Vi vil meget gerne have en lille snak med ham’. Den snak foregik i en direkte udsendelse, ’Mellem lektierne’. Jeg foreslog dem at lave en top 20. Kaj Bruun kom styrtende ned: ’Jørgen, kan du lave sådan én til næste tirsdag?’. Det er vist den hurtigste ansættelsessamtale, nogensinde. Siden er jeg blevet fyret og truet med at blive fyret fem-seks gange.«
Carsten Werge: »Du sidder der sgu stadig.«
Jørgen de Mylius: »I begyndelsen kom de altid og sagde: ’Det går over med det dér rock’n’roll. Du må finde på noget andet at lave’. Musikchef Vagn Krabbe sagde: ’For mig er rock’n’roll værre end den værste porno. Jeg vil anbefale at holde den fra DRs dør med alle midler’. Den første gang, jeg blev fyret, var da den daværende underholdningschef Niels Jørgen Kaiser sendte mig et brev i studentergave, hvori han afskaffede alle mine udsendelser. Heldigvis for mig satte han Erik Moseholm og Ib Glindemann til at lave ’Efter skoletid’. Det resulterede i et ragnarok af læserbreve til Ekstra Bladet og BT. Og jeg er her endnu...«
Mikael Bertelsen: »Første gang, jeg skulle lave radio, skulle jeg oplæse et meget smukt digt af forfatteren Helle Helle. Jeg havde et stykke papir, hvor mit navn stod på. Jeg var så nervøs, at jeg ikke kunne huske mit navn. På et tidspunkt blev jeg nødt at slippe papiret et øjeblik, så det fløj væk. Det første, der blev sendt med mig i radioen (i 1991, red.), er lyden af mig, der kravler rundt på gulvet for at finde mit efternavn. Man havde en enorm respekt over for at lave landsdækkende radio. Jeg var så nervøs, at jeg ikke var i stand til at sige mit eget navn.«
Poul Thomsen: »Jeg blev ringet op af Jens Okking i hans velmagtsdage, da jeg kørte en udsendelsesrække, der hed ’Mit Danmark’. Jens spurgte, om han ikke skulle vise mig Lolland. ’Jeg har hest og en junke. Så hypper vi ud i de lollandske roemarker’. Som sagt, så gjort.
Da optagelserne skulle begynde, aftalte vi, at der skulle være én til at holde øje med hesten, det job påtog den lokale betjent sig. Han var landmandssøn.
Næste dag kom betjenten hen og sagde: ’Den hest er sindssyg’. Til sidst skulle vi lave slutscenen, hvor Okking og Thomsen skulle køre gennem billedet i junken med hesten foran. Jens, det gale menneske; pludselig faldt det ham ind at skrige som en cowboy. Og så gik krikken amok. Svingede ind foran kameraet. Jens, som ellers er en stærk mand, kunne ikke holde hestens hoved nede, hvilket gav den mulighed for at sparke bagud og rive sig løs.
Det betød, at junken jog begge stænger ned i jorden. Okking og jeg fløj højt op i luften, og jeg tænkte mens jeg fløj, ’bare nu ikke Jens lander oven på mig’. Men han landede først. Jeg havde siddet med en paraply i vognen, den holdt jeg stadig fat i, mens jeg fløj gennem luften som en anden Mary Poppins. Da Jens havde sundet sig lidt, sagde han, ’Poul Thomsen, jeg har sagt, at du ikke kan bruge en paraply som faldskærm’. Den oplevelse kommer jeg aldrig til at glemme.« (Se billedet på forsiden af BT Søndag, red.)
Hans Otto Bisgaard: »Da Carsten Werge og jeg dækkede OL i Seoul, besluttede vi at besøge den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea. Vores guide havde familie i området, og ham overtalte vi til at køre derop. Det er ellers mere eller mindre umuligt at komme derind, medmindre man har familie, der er begravet derinde. Der er adgang til området den ene gang om året, hvor koreanerne kan få lov at komme ind og tilse familiemedlemmers gravsteder.
På en eller anden måde lykkedes det os at overbevise militæret ved grænsen om, at vi havde familiemedlemmer i zonen. Vi kom derind sammen med en militærmand – og så sad vi på et gravsted og spiste og drak lidt risvin. Vi havde taget en madkurv med. Overalt var der militærmænd, der pegede ud i luften med deres geværer. Nu var og er både Carsten og jeg jo rimeligt store mål at sigte efter, så vi var hunderædde. Men vi gennemførte.«
Monica Krog-Meyer: »Min største oplevelse er at interviewe Paul McCartney 2. maj 2003. Det var fantastisk. Han kom til Danmark og skulle optræde i Parken om aftenen. Det var landet i min turban at interviewe Sir Paul, mens han kørte fra lufthavnen. Det var ret vanskeligt, jeg kunne jo ikke bare ringe til ham, så jeg stod og ventede på, at mit display lyste. Det var så stort for os at få ham igennem, at alle andre i lokalet forlod det i samme øjeblik, han ringede. Selv chefen. Af bare nervøsitet. Jeg havde 10 minutters vidunderlig samtale med ham, mens han kørte ind til Parken. Det var en rigtig god oplevelse«.
Hans Otto Bisgaard: »Jeg havde interviewet McCartney et par gange, så da vi fik det tilbudt i 1991, syntes jeg, at nu skulle en anden prøve det. Min kollega troppede op i en t-shirt, hvor der stod ’They shot the wrong beatle’. Det brød Paul sig ikke om. De kom farende ud fra McCartneys management og forbød, at det blev sendt i TV-Avisen. Det var mit ansvar, så jeg måtte ringe til TV-Avisen og sige, at McCartney ikke ønskede det bragt. Det endte med, at de accepterede efter en meget lang diskussion. Situationen var naturligvis modbydelig for McCartney. Ingen aner, hvad en eller anden galning kan finde på. McCartney lever under et voldsomt pres. Det spøger man ikke med. Jeg var vred, ja.«
Carsten Werge: »Dér må jeg sige: Svend Gehrs. Fantastisk stemme, timing, fantastiske replikker. Da jeg blev bedt om at afløse Svend, blev jeg enig med mig selv om, at jeg under ingen omstændigheder ville prøve at lyde som ham. Jeg ville gøre det på min helt egen måde. Jeg tror, Svend nogle gange ryster på hovedet, når han hører mig. Han nikker, kan jeg se. Svend lavede et lille kursus for mig, da jeg skiftede fra radio til tv: ’Du skal nok blive god, det er jeg ikke i tvivl om. Det eneste, jeg ikke håber for dig, er, at det første job bliver en landskamp, der ender 0-0. For så vil folk kalde dig en idiot.’ De første tre kampe, jeg lavede, endte 0-0.«
Svend Gehrs: »Ja, og folk synes stadig, du er en idiot. Mit held var, at jeg kommenterede i en epoke, hvor alt, alle drømte om på dansk fodbolds vegne, skete. EM 1984. VM 1986. Jeg har stadig 5. juni 1985, grundlovsdag, som en af mine store dage i Danmarks Radio. (Danmark vandt 4-2 over Sovjetunionen, Gehrs-klassikeren, ’en fuldstændig vanvittig vinkel at skyde fra’, stammer fra den kamp, red.) Den dag gik alt op i en højere enhed for mig. Alt, jeg havde drømt om, siden jeg var en lille knægt. Den kamp er en af de bedste, jeg nogensinde har set.«
Hvem var dit forbillede?
»Det var Gunnar Nu Hansen. Allerede da jeg lyttede til ham som syvårig under transmissionerne fra OL i London, 1948. Men som kommentator var mit forbillede Claus Toksvig. Han havde en timing og et sprog og en ro, som jeg aldrig har mødt siden. Det var timelange udsendelser, han sendte om rumfart. Jeg bemærkede, at han altid besvarede de spørgsmål, jeg som lytter og seer sad og brændte inde med – så er man velforberedt.«
Helle Bygum: »Jeg har to idoler, Marylin Monroe og Pippi Langstrømpe. Jeg har ikke sådan haft forbilleder i DR. Jeg kan huske, at jeg engang bad Mette Fugl om råd, da jeg stod i en live-sending. Hun har en ro og en nerve, som smittede af på mig. Jeg har haft 23 og en halv chef, men jeg er dog aldrig blevet fyret eller truet med det, ligesom Jørgen og Mogens. Jeg har nok været for kedelig.«
Men du har arbejdet der i en periode, hvor I blev beskyldt for at være ’røde lejesvende’?
»Ja, det er en myte, i hvert fald hvad angår den periode, hvor jeg arbejdede i DR. Der var en periode, hvor vi var meget blå.«
Jørgen de Mylius: »Men Mogens, du kan tale med, når det handler om at blive kaldt rød lejesvend?«
Mogens Vemmer: »Jeg er blevet beskyldt for meget, men aldrig for at være blå. Erhard Jacobsen var en klog politiker. Han tænkte i, hvor han kunne placere sin uvilje og gøre folk usikre. Han indså, at man skulle kigge på næste generation og fokusere på alt det, den gjorde forkert: Ryger noget forkert, truer med at bryde alt ned. Sandheden var, at vi alle var bange på vores børns vegne i 70erne, hvor vi ellers havde vænnet os til velfærdsstigningen. Erhard begik bare en fejl med sine Aktive Lyttere og Seere: Han lagde sig ud med de danske lærere. De var også venstreorienterede. Lige pludselig kunne han ikke længere låne læreværelserne rundt omkring i Danmark til sin organisations møder. Erhard havde evnen til at tale sig selv mere rasende, mens han talte. Jeg lærte et trick, når jeg stod skoleret i Radiorådet – nemlig at rejse mig op i mødesalen. Så gik jeg ned til den ølkasse, der plejede at stå i et hjørne. Der fandt jeg så en lunken øl, og gik tilbage til bordet. Desværre havde jeg aldrig en øloplukker, og gjorde så et nummer ud af at få en fra en af de andre. Erhard blev mere og mere rasende. Det var sådan, jeg overlevede, jeg tog opmærksomheden fra ham.«
Men hvem var dit forbillede?
»Gunnar Nu Hansen. Jeg arbejdede på et børneprogram sammen med ham, ’Vi bringer sporten’. Han var uendeligt fræk, når han talte med andre mennesker, så han fik som regel noget ud af dem. Og så var han altid velforberedt. Han lærte mig at bruge kort, hvor han skrev alt ned. Han er det mest velforberedte, jeg har kendt. En anden er Otto Leisner. Også han var velforberedt. Og så kunne han få selv de dårligste vittigheder til at lyde som om, de blev sagt første gang.«
Hans Otto Bisgaard: »Jeg har lært utroligt meget af alle dem, jeg mødte i B&U-afdelingen. Alle deres tricks og deres know-how. De var de første, jeg hørte tale om målgrupper. B&U-afdelingen er det største resultat, DR nogensinde har opnået. Punktum. Det viser, hvor vigtigt det er at beholde ekspertisen, hvor den gør størst nytte.«
Mikael Bertelsen: »Jeg dækkede Roskilde Festival 1992 for radioen. Samme aften, som Danmark vandt fodbold-EM, gik jeg en tur på pladsen, hvor alle fejrede sejren – ingen tænkte på, at Nirvana skulle spille på Orange Scene. Pludselig så jeg Kurt Cobain, der gik en tur på pladsen. Jeg faldt i snak med ham. Han fortalte om sin high school-tid. Om hvor meget han hadede sport, som jo var noget med at være den bedste på fodboldholdet. Det var slet ikke ham. Så på en måde blev han mere og mere irriteret over den eufori, vi oplevede overalt på pladsen. Jeg fik bare aldrig optaget det. Jeg havde ikke fået tændt for min båndoptager. Jeg får stadig breve fra amerikanske Nirvana-eksperter, der spørger, om jeg dog ikke har den optagelse, der går rygter om. Det ærgrer mig virkelig.«
Hvordan gør man, når det opstår live. Der var en ’Den 11. time’, hvor Nicolas Winding Refn brød grædende sammen.
»Det var et meget specielt program, fordi det blev sendt i en periode, hvor koncertsalen overskred sit budget. Der var et vindue på tre-fire måneder, hvor man ikke tjekkede indholdet af det, der blev sendt. Det udnyttede Mads Brüggger og jeg. Alle chefer havde utroligt travlt med at redde deres egne stillinger. Nogle gange skrabede vi bunden, andre gange var det bedre. Da Winding Refn brød sammen havde jeg det som om, jeg ikke var der. Der var stort postyr. Måske fordi det var et af kulturelitens børn. Samtidig var der jo ’De unge mødre’ på en konkurrerende kanal, hvor de græder hele tiden. Det var folk ligeglade med.«
Jørgen de Mylius: »I dag græder de hele tiden på tv – i ’X Factor’ for eksempel.«
Mikael Bertelsen: »Næste dag ringede en forkvinde for en psykologforening og forklarede, at jeg havde siddet med et liv i hænderne, og det var min skyld, hvis han tog sit liv. Han var tydeligvis suicidal. Jeg ringede til Winding Refn og sagde: ’Nu må du love mig, at du ikke tager dit eget liv’. Så var der en lang pause. Endelig sagde han: ’Hør her, Michael, man kan ikke holde en god krukke nede’.«
Helle Bygum: »Jeg stod engang til et pressemøde med Dronningen i et østeuropæisk land. Den slags foregår som regel på den måde, at man venter, og så kommer hun ud, og så stiller man sine spørgsmål på skift. Dronningen var meget veloplagt, og vi talte om nationalstater. Det var lige på kanten til noget spændende. Pludselig svinger fotografen helt vildt med armene. Han havde glemt at trykke. Han gik helt i sort. Jeg måtte rejse mig og sige, ’Deres Majestæt, vi har lidt tekniske vanskeligheder’. TV2 havde billederne. Jeg argumenterede med, at det var fællesstof. Men TV2 forlangte at blive krediteret på skærmen for at give os klippet. Jeg var virkelig vred. Heldigvis sprang fotografen ikke i floden.«
Hans Otto Bisgaard: »Det kan jeg sige dig: hver gang jeg var til lønforhandlinger. Det var totalt svigt.«
Svend Gehrs: »Jeg kan sætte årstal på. 1988. Dels ansatte de Carsten Werge. Det er skandale nok i sig selv. Dels var vi elendigt forberedt på TV2s komme samme år. Vi førte jo ræset, hvorfor gav man tøjlerne fra sig? Det har jeg aldrig forstået.«
Helle Bygum: »Fuldstændig rigtigt. Jeg blev ansat som søndagsvært netop, da monopolet blev brudt i 1988. Jeg kom fra Berlingske Tidende, hvor det var sådan, at hvis Politiken havde en nyhed, så var det sgu ikke sjovt. Det tog DR al for lang tid at opdage, at der var konkurrence. Jeg kan huske, at jeg kom barnligt glad med en nyhed en dag til Ole Thisted. Han sagde, at det ikke var en nyhed, før det havde været i TV-Avisen. I løbet af nogle få måneder blev de dog klar over, at konkurrencen fra Odense var meget hårdere, end de troede.«
Carsten Werge: »Det var helt vanvittigt. DR gav frivilligt fodboldrettigheder fra sig.«
Hans Otto Bisgaard: »TV2 – det var som 9. april. DR sagde: Kom indenfor. Helt uden modstand.«
Mikael Bertelsen: »Jeg kan godt tage mig selv i at blive rasende på DR, som jeg stadig har en enorm veneration for og kærlighed til. Det farlige er bare, at man kommer til at lyde bitter. Og det er så ucharmerende. Hvis der er noget, der er værre end fejl, så er det tidligere medarbejdere, der kritiserer DRs fejl. Fordi det er nyttesløst. Og så vil jeg sige, med fare for at lyde bitter: Når jeg møder medarbejdere på DR, så hører jeg angst. Angsten for at noget skal gå galt, noget skal blive kritiseret. Det lægger sig i vejen for lysten til at præstere noget, der aldrig er prøvet før. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Aviserne, der kritiserer lige så snart, der er noget galt, måske. Jeg bliver glad, når jeg ser det gamle klip, hvor Hans Otto er gået ud af huset og har interviewet Gasolin, som ingen kendte. Vil det kunne ske i dag? Når Jørgen fortæller om et klagebrev, der fører til hans ansættelse, bliver jeg glad. Jeg tror, vi alle her har oplevet et overskud. Jeg ved ikke, om der stadig bliver ansat folk på den tilfældige måde i dag. Eller taget chancer. Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, Mogens, om noget. Jeg har hørt om dengang, hvor det for alvor kom frem med konceptbeskrivelser. Er det rigtig, at Thomas Winding svarede med at skrive ’Døren går op, og hvem kommer ind?’ på et stykke papir?«.
Mogens Vemmer: »Historien er bedre end det. Poul Nesgaard, Thomas og en gruppe småbørnsproducenter sidder hjemme hos mig. Så siger Poul: ’Vi skal lave en serie’. ’Hvad skal den handle om,’ spørger jeg. Så siger Thomas, ’den skal hedde ’Døren går op, og hvem kommer ind?’. Så gik min kone Katrine, der gik rundt og serverede whiskey, forbi og sagde: ’I skulle tage at lave en serie med en stor dum bamse’. Tegneren Finn Bendtsen tegnede en Bamse på en serviet. Den har jeg endnu.«
Mikael Bertelsen: »Fantastisk. I dag ville man sige: ’Hvem kommer ind, hvordan ser de ud, hvorfor gør de det?’ Man ville tale det ihjel. På Radio 24syv har vi ingen mellemledere. Fire chefer.«
Carsten Werge: »Det ville halvere medarbejderstaben i DR.«
Monica Krog-Meyer: »Et af DRs helt store problemer i en periode var, at chefer var nogen, hvis tur det var. Det var ikke særligt professionelt. Hvem står først i køen? Mange dygtige kolleger er endt som chefer. Man mistede en dygtig programmedarbejder og fik en dårlig chef. Det har heldigvis forandret sig.«
Helle Bygum: »Man skal tænke sig godt om, når man kritiserer. DR er konstant i et politisk spil.«
Mikael Bertelsen: »DR skal diskuteres.«
Helle Bygum: »Ja, men jeg er imod, når man bare bevidstløst diskuterer DR ud fra nogle meget simple forudsætninger. Man skal være bevidst om, hvorvidt man vil understøtte den politiske bølge, der vil spare så meget, at man kan frygte, at de ender med at spare DR ihjel. Vi skal være kærligt kritiske. Folk skal vide, hvad de bliver spændt for. En politisk vogn. ’1864’ er et eksempel på billig politik i DR. TV2 kan i fred køre ’Badehotellet’. Men Pia Kjærsgaard kan efter to afsnit af ’1864’ konkludere, at det er et makværk. Og så er den politiske dagsorden sat. Det er det spillerum, DR arbejder i. Det var DR, der fik produceret den enorme serie. Det har vi brug for. Det skal DR kunne. Man skal kærligt diskutere DR, men der skal også gives ressourcer.«
Hans Otto Bisgaard: »Det postive er, at Pia Kjærsgaard opdagede, at vi tabte krigen.«
Carsten Werge: »Hvis man skal se på noget af det positive: DR fik et DR2, som ingen rigtigt troede på i begyndelsen. ’Danmarks hemmelige kanal’, blev den kaldt. Det blev et udviklingsforum for gode idéer – med Mikael som en af de centrale. Det var en rugekasse, der netop påtog sig nogle af de opgaver, der burde ligge lige for i DR.«
Svend Gehrs: »Men de programmer burde ligge på DR1«.
Helle Bygum: »Der kører en udsendelse for øjeblikket, der handler om frisørsalonen ’Guldsaksen’ i Guldbergsgade på Nørrebro. Kameraet i den udsendelse fortæller så betagende og kærligt. Det er dét, Danmarks Radio kan, når det er bedst. Fortælle om det Danmark, jeg lever i. Nu talte vi om gråd før. Der er forskel på det snot, der kommer ud, når der er ’X Factor’, og ægte sorg som her.«
Monica Krog-Meyer: »Helt enig. Det er fuldstændig bevægende. man får tid til at lære typerne at kende. Når jeg ser det, er jeg stolt af DR.«
Her er DR-legenderne i dag
