Festivalgængerne får regn hele dagen. Der falder op mod 30 millimeter, og det bliver næppe over 13 grader.

Skanderborg bliver skyllet væk i dag. Der kommer til at falde en konstant regn hele dagen, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Jørn Thomsen.

- De får regnvejr. Det er mest frem til i eftermiddag, så begynder det at klinge af. Men der er tolv timer endnu, hvor det regner forholdsvis vedvarende og forholdsvis markant. En 20-30 millimeter kan der godt komme, siger han.

Regnen bød også festivalgængerne velkommen i går, og tilsyneladende fortsætter det dårlige vejr. 

Kun Skagen holder tørt

Regnvejret kommer sydfra op over Danmark, og indtil i morges var det uvist, om det ville nå helt op til Skanderborg Festival. Men her til morgen er Jørn Thomsen ikke i tvivl.

- Der er kun tørvejr i en meget lille del af landet. Fra Frederikshavn op til Skagen bliver det helt tørt, så regner det ikke ret meget nord for Limfjorden, men så regner det bare syd derfor, siger Jørn Thomsen.

Ikke nok med at festivalen bliver våd, temperaturen falder også. I dag bliver det ikke mere end 12-13 grader, ifølge meteorologen.

Opklaring fredag

Men der er lys og lidt sol bag skyerne. Fredag kommer opklaringen, og det bliver varmere igen.

- I morgen kan der godt kommer lidt sol igennem skyerne, og temperaturen stiger op til en 15-18 stykker, og det er jo en bedring i forhold til i dag, siger Jørn Thomsen.

Og opklaringen kan holde hen over weekenden, selvom det ikke bliver tørvejr.

- Det ser stadig ud til, at weekenden byder på lidt lunere luft over Skanderborg, men det er ikke stabilt. Der er stadig risiko for regn og byger. Temperaturen kan blive tæt på 20 grader, så når solen kommer frem gennem skyerne, bliver det behageligt nok.