Savage Rose blev dannet i midt 60’erne med et kommercielt gennembrud for øje, kommercielt bliver det aldrig – men generation på generation har fået stemme gennem Koppel-familiens stærkeste klenodie


Savage Rose, Bøgescenen kl. 12.30, Smukfest 

Inden vi træder ind i nutiden, en anmeldelse af Savage Rose på bøgescenen en solrig fredag formiddag under Smukfest ’11, tillader jeg mig, at dele en lille sekvens fra min tidlige ungdom:
Året er 2001, sensommer et sted, jeg står med den sidste flyttekasse og er parat til at forlade min elskede rede for at prøve kræfter med egen opvask, økonomi og vækkeure. Kort sagt; klar til at flytte hjemmefra.

I det, min tålmodige far siger ’afgang’, slår det mig: Jeg skal stjæle noget med fra barndomshjemmet, noget der betyder noget, noget jeg ikke kan undvære: Savage Rose’ første album.

Sig det ikke videre til min mor, men den plade hun købte som teenager, stjal jeg – ærlig og redeligt – og den bliver stadig spillet den dag i dag.Og nu er det delt.

Jeg bliver varm af glæde, stolt over at lytte med og næsten rørt, når jeg oplever Savage Rose’ koncerter. Ja, den eneste ’originale’ tilbage er Anisette – men musikken er stadig den samme, og det er i den grad et forrygende band, som nu serverer et spillevende, legesygt og suverænt lækkert lydtæppe, til den aldrende, dog stadig fantastisk syngende Anisette.

Med sig som kor er blandt andet datter – også solist – Naja Koppel, men der, hvor man virkelig blev øm i knæene, var, da pianist Palle Hjort leverede en glæde og ikke mindst et yderst velspillet stykke arbejde.

Anisettes band, tror jeg, er ligesom jeg, vokset op med musikken, og derfor var der så meget stolthed at spore, grin og blink til hinanden på scenen.

Anisette kan stadig. Nogle af fraseringerne er ikke som i ’de gamle dage’, men energien pulserer stadig, om hun sidder, hopper eller står, så er lyden stadig autentisk og ikke mindst smuk.

Derfor er jeg nok ikke den eneste, som flækkede ansigtet i et smil, da både ’Dear Little Mother’, ’Wild Child’ og ’What do you do’ ramte alle segmenterne af fanskaren.

Da ’Dødens Triumf’ i en jazz’et udgave – ja vel en anelse Riel’sk – bølgede ud gennem træerne, var jeg solgt. For selvom Anisette ikke var tilstede under selve nummeret, så var hele Savage Rose der i ånden. Den ånd som i over 40 år har præget teenageværelser, voksenstuer og festivaler. Og som jeg stjal fra min mors pladesamling.