»Jeg laver ikke en Frank Sinatra - det lover jeg.«
Peter Belli smiler det dér smil.
Ikke farligt som tilnavnet Ulven kunne forledes til at tro. Men bare lidt listigt. Som om han har en ræv bag øret.
»Jeg går pænt op, og siger undskyld, jeg forstyrrede. Og så går jeg hjem,« siger han om sin sidste koncert, der finder sted d. 28. december i København.
Det er hans sidste interview som turnerende sanger, og der bliver ikke tale om et comeback, som Sinatra gjorde det flere gange.
Det er Belli sikker på.
I hvert fald den torsdag d. 14. december i Hvidovre Medborgerhus, hvor 500 forventningsfulde fans om lidt vil sætte sig ned for at overvære legendens tredje sidste koncert.
Det hele startede lige rundt om hjørnet, for 58 år siden i Hvidovre ungdomsklub, hvor han dannede sit første band, The Treffters.
Så det er en smuk sløjfe Belli binder, da han går på scenen, og bandet slår tonerne an til ‘Hvis jeg var arbejdsløs’.
Der er helt stille i salen, og det er så hårene rejser sig på armene af ærefrygt over, hvor stærkt han stadig står på scenen, og over den varme der er mellem ham og hans fire faste musikere.
Det er svært ikke at blive bevæget, når Peter Belli står dér på scenen, og synger den sang, som om han var 17 år ung.
Men han er 74 år gammel, og sagt med en kliché, så har han været rundt om blokken nogle gange.
Dén erfaring stråler ud af alt, hvad han gør på scenen, og flyder i den stemme, der stadig kommer lige fra hjertet.
Så genkendelig som rådhusklokkerne, selv nu hvor han snart synger de sidste vers.
Peter Belli kan ikke svare på om der er noget, han mangler at gøre.
Til gengæld er manden ikke i tvivl om, hvorfor han stopper nu.
Kroppen kan ikke mere. Det er for hårdt, at rakke rundt i landet, som han har gjort så uendeligt mange gange før. Senest det sidste halve år på den afskedsturné, der nærmer sig den endelige afslutning.
»Jeg er blevet voksen. Jeg er snart 75, og det kan jeg godt mærke,« siger Belli med et skævt smil.
Det endelige skub fik han i foråret 2013, da han faldt om i hjemmet i Brøndbyvester med sepsis. En blodforgiftning, der angriber de indre organer. Blandt andet nyre, lever og blære.
I seks dage svævede han mellem liv og død, og når han taler om det nu, siger Peter Belli selv, at han returnerede fra de døde:
»Jeg var væk herfra i seks dage. Jeg var oppe hos Vorherre, men så sagde han; ‘nix, ned med dig igen. Det er ikke tid endnu’. Det har jeg takket ham for mange gange fo siden.«
Da Peter Belli vågnede på hospitalet, sad hele familien med ængstelige smil i fodenden af sengen, og bød ham velkommen tilbage til livet.
Sønnerne Chano og Michel, datteren Natasja og Bellis hustru, June.
Det var starten på slutningen, og for fremtiden bliver Bellis liv uden den scene, han har stået på siden han var 16:
»Jeg bliver nødt til at stoppe. Det slider for meget på min krop, og jeg stopper fordi det er nødvendigt. For at overleve. Jeg har ikke lyst til at falde død om på scenen. Det er ikke det, jeg vil.«
June kommer ind i omklædningsrummet, og opdager at fotografen knipser løs på aftenens stjerne, der er ulasteligt klædt i sort. Skjorte, vest, sorte bukser med skarpe pressefolder og velpolerede sko i fineste kvalitet.
»Hvis han skal fotograferes nu, mens I snakker, så skal han have en jakke på. Han skal ikke fotograferes med ærmeholdere.«
Han rejser sig villigt op, mens hun rækker ud efter hans sorte jakke, og smiler et lille skælmsk smil.
Det er June, der har bukserne på, og sørger for, at hendes Peter altid tager sig bedst ud, når han er ude.
Hun giver ham nænsomt jakken på, og børster noget usynligt støv af hans ryg.
Han vender sig om, og de giver hinanden et let kys på munden.
»Snak I bare videre,« siger hun og går ud igen med et lille skælmsk smil.
Det er det sidste interview Peter Belli giver som aktiv scenekunstner.
D. 28. december står han for sidste gang på scenen i Amager Bio, København, hvor der er totalt udsolgt. Ligesom der har været i det sidste halve år på spillestederne over hele landet på den sidste tur.
Manden er en legende, men det har ikke altid været sådan.
Efter hans dage med en lang række store hits på Dansktoppen i 70’erne, var det ud på blokvognen i omrejsende forlystelsesparker, særligt Ronalds Festival Tivoli, der var ejet af Junes bror.
I de sene halvfjerdsere, var der ikke mange, der tog notits af den tidligere rebel, der havde haft en høj profil i 60’erne som den første langhårede danske musiker, med hashrygning og larmende pigtråd og senere med protestsange pakket ind i country og pop.
Sammen med June var han endt som tv-bingovært i lokal-tv, for at få smør på brødet, men comebacket i 1992 med ‘De Nye Rivaler’ og albummet ‘Yeah’ gav endelig Peter Belli den status som han har konsolideret lige siden. På plader og med koncerter og gæsteoptrædender.
»Jeg har flere fans end jeg var klar over. Dengang jeg var ung fik jeg rigtigt mange breve med kærlighedserklæringer. Rigtigt mange. Men folk skriver stadig til mig i dag. Og det er virkeligt smukke breve. Fra mennesker der har fulgt mig gennem alle årene. Lige fra starten«
Han holder en lille pause, og gentager de sidste ord, som om han ikke selv havde hørt dem første gang.
»Tænk, der er nogen der har fulgt mig næsten lige fra starten, i mere end 50 år. Og de kommer stadig.«
Ude i koncertsalen ankommer de første fans med grå tindinger, deres partnere under armen og forventning i øjnene.
Han stopper igen op:
»Nu kommer nogle af dem - desværre - i kørestole og på den måde, hvis du forstår… Og det er ikke sådan jeg vil slutte. Jeg stopper mens legen er god.«
»Men det er også lidt underligt at stoppe nu, fordi det går så godt. De gutter jeg spiller sammen med kan få mig til at svæve to-tre millimeter over gulvet, mand.«
»Vi har lige været oppe i Aalborg, hvor vi kørte hjem i bragende snevejr. Og jeg sad jeg dér i bilen, og tænkte på, hvor mange gange, jeg har gjort det. Sat mig ud i min bil i al slags vejr. I sne, storm, is. Og jeg er her endnu.«
»Jeg kan huske engang, jeg kørte bag efter sådan en lastvogn med grus eller salt og en sneplov foran. Så pludselig stoppede chaufføren - steg ud af bilen og kom hen til mig: ‘Hvor skal du hen?’, spurgte han. ‘Til Viborg’. Så langt skulle han alligevel ikke, men så sagde han: ‘Jo, jeg kører dig sgu til Viborg. Bare læg dig lige bag bilen, som du gør nu’. Og så pløjede han vejen foran mig hele vejen til Viborg. Jeg kom kun en halv time for sent, men jeg kom.«
Peter Bellis smil fortæller alt om, hvor meget han vil komme til at savne livet på landevejen.
Vildskaben, det uventede, sammenholdet.
Publikum, applausen og anerkendelsen.
Der er længsel i det smil. Og vemod.
»I det øjeblik jeg sætter benet på det første trin på vej op til scenen, så vågner min krop. Så vågner min stemme, så vågner alt i mig. Og så kører vi. Vi kører bare svinet. Og vi spiller det bedste. Programmet i aften er det samme, som vi spiller til den sidste koncert. Fra min aller første grammofonplade, ‘You Better Move On’ og til vi slutter med ‘Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år’. Og det er jo rigtigt, det jeg synger. Det er helt ærligt,” siger Peter Belli, der godt kan svare på, hvad det er han får, når han træder op foran mikrofonen, og lader stemmen tale:
»Den store applaus er fantastisk. At du som ene mand, synger en sang, og får så meget anerkendelse gennem den applaus. Det er fedt. Det fortæller også noget om, at publikum godt kan lide mig. At de kan lide min sang, og at de forstår mig. De forstår, hvad jeg synger.«
Det sidste har altid været vigtigt for Belli. Ligesom professionaliteten, og ikke mindst ærligheden.
Det er det, der betyder noget for Peter Belli.
Musikken, børnene, hans børnebørn - og hans elskede June.
For nogle måneder siden solgte de huset i Brøndbyvester, og nu har de købt et mindre i Greve. Og midt i afskedsturnéen er de ved at flytte ind i det nye.
»Det er et rigtig godt hus. Der er gulvvarme over det hele. Vi har været heldige, at vi fandt det. Der er ikke for meget græsplæne og ikke for meget hækkeklip. Det vil jeg ikke mere. Jeg kan ikke…«
»Nu vil jeg bare sætte mig ned og slappe af. Med mine børnebørn på skødet.«
Han griner:
»Okay, de er efterhånden blevet så store, at de ikke vil sidde på skødet mere.«
June har han kendt siden 1964.
Tre år senere blev de gift ved et kontroversielt bryllup, hvor de måtte lede længe efter en præst, der ville vie dem udendørs i en skov.
Og det står stadig lysende klart for ham, hvorfor det blev ham og hende:
»Jeg har ikke den bedste hukommelse, men jeg kan godt huske, hvorfor jeg faldt for med June. Jeg kan huske hendes smukke blå øjne, og hendes dejlige mund. Og hendes krop som var helt anderledes end andre pigers.«
»Man siger, at mænd kigger efter bryster. Jeg kiggede sgu ikke efter bryster, men efter en pige, der var ren indeni, og som var smuk. Derfor kan jeg huske øjnene. Og jeg kan stadig genkalde mig følelsen af at være forelsket.«
Han tænker sig lidt om før han fortsætter:
»Et ægteskab er ikke altid er en dans på roser. Men vi har altid kunnet finde ud af det sammen. Og jeg ved bare, at jeg elsker June - og at hun ved det. Og jeg ved, at det er meget vigtigt, at vores børn får sandheden at vide. At de ved hvad der sker mellem Papa og Mama. Du skal være ærlig overfor dine børn, for du vil gerne have, at de er ærlige overfor dig.«
»Så længe du kan give dem et knus og en krammer og kysse dem, og passe på dem. Men det kan man kun til et vist punkt. Så kommer der svigerbørn, og sådan må det også være. Men jeg elsker vores børn. Altid.«
Han rejser sig op:
»Så er der snart mad, tror jeg...«
Få sekunder efter, åbner June døren til omklædningsrummet:
»Så er der serveret.«
»June er pissegod. Hun har styr på tingene. Hun er også strid,« siger Belli efter maden med et kærligt smil.
Han har lige siddet sammen med bandet og June, der har fået indisk take away, mens Peter Belli har fået serveret nøjagtigt det han plejer før en koncert.
Klassisk højt belagt smørrebrød
I dag ligger der en fiskefilet, et stykke med dyrlægens natmad, roastbeef med løg og remoulade samt rejer og æg klar i en hvid papbakke til aftenens stjerne.
Han spiser dyrlægens først, derefter kaster han sig over roastbeef-maden, mens han drikker vand og cola til.
På et tidspunkt kommer June over, og læner sig ind over ham bagfra, mens hun holder om sin Peter.
»Der skal, altid være ro og hygge, før vi spiller, og vi taler om alt andet end musik, når vi spiser sammen,« siger Belli, da han er tilbage i omklædningsrummet, kort før han skal på scenen. For tredje sidste gang.
Det er June, der styrer dig?
»Ja, det kan du tro. Ellers ryger jeg i grøften. Hun har hjulpet godt med til, at jeg er her endnu,« siger Belli, der har droppet laster som rygning og sprut. I dag bliver der kun serveret whisky som en skarp før hver koncert.
Belli og bandet har en fast tradition, lige før de går på. Så sætter June syv skarpe med whisky op på bordet backstage.
»Der står i vores tillægskontrakt, at vi skal have en flaske Four Roses. Så løfter vi glasset sammen, og jeg siger ‘god tur’. Og så kører vi,« siger Peter Belli.
Du må have været udsat for en del fristelser. For eksempel en masse kvindelige fans rundt omkring?
»Nej, nej. Jeg har jo altid haft den smukkeste af dem allesammen. Der er mange, der har prøvet at lave en historie, der ikke var der. Og skidt med det. Lad dem om det, for jeg ved hvad der er sandt. Og det ved June også.«
»Det jeg har dyrket mest var i tiderne med Jørgen Ryg og Otto Brandenburg. Dengang drak vi ret meget. Mange bajere og whisky.«
Men der må have været mange kvinder, der har prøvet at nappe Ulven Peter?
»Det kan jeg garantere dig. Der har været mange kvinder, der har prøvet. Men lad nu dem have det godt,« siger han og tænker sig om, før han afslutter sætningen
»Hvis der havde været nogen, så ville jeg alligevel aldrig fortælle det. Jeg vil ikke ødelægge det billede, der er…«
Har du forestillet dig, hvordan det bliver, at gå op på scenen for sidste gang?
»Ja, men når jeg for alvor begynder at tænke på det, så er jeg bange for, at jeg begynder at græde. Jeg elsker det jo. Det er derfor, det er så åndssvagt, at når det kører så godt, og jeg har noget at byde på, så lægger jeg det væk.«
»Men jeg bliver nødt til det. Det slider for meget, det er nødvendigt, for at overleve,« konstaterer Peter Belli, og afslører pludselig, at han overvejer, at lave en sidste plade.
»Jeg havde jo oprindeligt bestemt mig for, at ‘Som boblerne i bækken’ (2016. Red.) var min sidste, men den blev ikke helt, som jeg havde håbet. Så jeg kunne godt få lyst til at lave en ny. Og gøre det bedre end sidst. Jeg synes, jeg har noget at komme med, at jeg har noget nyt i rygsækken. Og jeg vil gerne lave en sidste plade, hvor alle siger ‘hold kæft, hvor er det godt, mand’.«
»Stemmen er der stadig, og det er kun ham deroppe, der kan tage den fra mig,« siger Belli og peger mod loftet, mens han med et smil skynder sig at tilføje:
»Og han kan godt vente lidt endnu.«
Når man her kort før tæppefald spørger, om der er noget af det Peter Belli har indspillet, han fortryder, tøver manden ikke et sekund:
»Nej, tværtimod. Jeg står ved alt, hvad jeg har lavet.«
Fra de vilde dage med rock’n’roll og pigtråd i Hit House, over Thøger Olesens romantiske protestsange, de sentimentale danskpophits som ‘Ingen regning’ og ‘Teddybjørnen’. Til comebacket og de mere afdæmpede plader med den modne sanger.
Hele det spraglede, legesyge og kalejdoskopiske katalog, der favner alt fra utæmmet ungdom til ligusterromantik.
Det er sådan det var, det er sådan det er. Og det er Peter Belli det hele. Take it or leave it.
Det er præcis som hans svar, når man spørger om man må skrive det han har sagt. Selvom det er meget privat.
»Jeg har jo sagt det,« siger han.
Og hvis der skulle være noget Belli ikke vil svare på, så siger han dét. Roligt, men uden omsvøb
Er der noget du fortryder? Noget du gerne ville have gjort om?
»Det er for privat et spørgsmål. Hvis jeg skulle sige, hvad jeg havde fortrudt, kom jeg måske til at sige noget ingen andre vidste. Så det holder jeg tæt ind til kroppen.«
Peter Belli holder hånden op til hjertet.
»Jeg bliver nødt til at gå ud til drengene nu.«
Han rejser sig langsomt op, og tager sig til lænden:
»Ouh, den gamle krop,«
Frygter du den sidste gang - eller glæder du dig til den?
Han går over mod døren, vender sig om og strækker hånden frem:
»Tak for i dag.«
Så smiler han helt inde fra hjertet:
»Jeg glæder mig til at slappe af.«
I samme øjeblik kommer June ind af døren
»Så er det nu.«
