- Olsen-brødrene passer ikke ind, lyder den ydmygende besked til Danmarks internationale grandprix-vindere, der ikke må spilles på DRs mest populære musikkanal.

Brødrene Olsen føler sig ydmyget og er rasende på Danmarks Radio, der har smidt den populære duo væk fra DRs hovedstation, P4, der er Danmars Radios bredeste og mest folkelige radiokanal.

Duoens musik passer ikke ind på P4s profil, er den besked, Brødrene Olsen og deres manager Steen Wittrock, har fået fra Danmarks Radio, da de præsenterede deres nye album, ’Brother To Brother’, for landets dominerende musikkanal, der er den mest aflyttede i landet.

- Jeg kan forstå, at P3 ikke spiller vores musik. Det er jo kanalen for de helt unge, men P4 burde jo netop være den kanal, der spiller vores musik, siger Jørgen Olsen - manden bag et af tidernes største danske hit, ’Fly On The Wings Of Love’, der vandt det Internationale Melodi Grand Prix for Danmark i 2000.

Særligt i Tyskland kører det over stok og sten for Olsen-brødrene, der netop er vendt hjem fra en succesrig radiotur sydpå. Her ligger de i høj rotation på de største tyske radiokanaler og tager tilbage i år på en radiokoncertturné. Igen til de største stationer. Så det er ikke kommercielt brødnid, der har fået Jørgen Olsen til at tage bladet fra munden:

Vred som lytter

- Selvfølgelig vil vi gerne spilles i DR, men vi er ikke afhængige af det. Det er mere som lytter, at jeg er vred. Det handler om hele den musik-kultur, jeg og mange andre har kæmpet for at få ind i radioen i sin tid. Som lytter er jeg dybt indigneret. Radiochefen påstod, at lytterne ringede og klagede, når P4 spiller The Beatles, hvilket jeg har meget svært ved at tro på.

- Vi taler om en rock og pop-kultur, der har præget os alle siden 60erne. Fra Simon og Garfunkel, Beatles, Eagles, Dolly Parton, The Who, Stevie Wonder, for ikke at tale om al motown-musikken. P4 eller DR for den sags skyld spiller stort set aldrig musik fra 60erne og 70erne. Og det er ganske enkelt et rystende svigt af deres public service-forpligtelse, siger Jørgen Olsen, der er blevet forvist til den digitale DAB-kanal, P5, der også er reservat for folkemusik, viser, schlagere, dansktop, musicals, country samt anden popmusik, der ikke findes egnet til P3 og P4.

Den generelle politik er forkert

P5 kan ikke modtages på en almindelig FM-modtager, og derfor heller ikke høres, mens man kører bil. Den er en såkaldt specialkanal og kræver enten, at man anskaffer sig en særlig DAB-radio, eller at man lytter til kanalen på internettet, hvor den streames med dårligere lyd end på en almindelig modtager.

- Det er P4s generelle politik, den er gal med. De fleste har ikke en DAB-radio, og der er mange andre kunstnere, der lider under det, og jeg forstår ikke, at der nu skal være yngre lyttere på både P3 og P4, siger Brødrene Olsens manager, Steen Wittrock.

- Det er hul i hovedet, og det er i hvert fald ikke public service at smide alle over 45 år ud. De tager fejl, hvis de tror, at folk ikke vil lytte til Olsen-brødrene. Da deres show fra kongreshallen i Aalborg blev vist nytårsnat på TV2 Charlie, havde det 186.000 seere, siger Wittrock til BT.

- De vil have de yngre lyttere fra P3, som de tror går til Voice, ANR eller de andre kommercielle stationer, men P4 har i mange år været en bred, voksen kanal, og det er vel ikke meningen, at der skal være to kanaler for de unge, siger projektchef Henrik Sørensen fra pladeselskabet SONY, der fik beskeden om, at Brdr. Olsen ikke er passende på P4s musikprofil.

- Det samme gælder andre kunstnere som Michael Learns To Rock, Birthe Kjær, Kandis og grandprix-artisterne. Det er en skam. Lytterne føler sig tilsidesat, og deres musikgenrer bliver ignoreret, og så ender de med at falde fra til sidst, siger Sørensen.