Legendariske Team Paderborner afholdt fredag deres traditionsrige julefrokost.

Har man nogensinde sat blot et enkelt ben i bøgeskoven til Danmarks Smukkeste Festival, så er chancen mere end god for, at man også har stået og gloet ind i nakken på en hat med en øldåse af mærket Paderborner.

På en festival, som ellers halter lidt efter sin midtsjællandske storebror når det kommer til kreativ lejr-udsmykning, har Team Paderborner opnået kultstatus siden de i 1989 for første gang slog pløkkerne i Skanderborg.

Også i år er de her. Og også i år afholder de fredag den traditionelle julefrokost med sild, snaps, nissehuer og torndende branderter under Skanderborgs sydende sol. Her skråles julesange så bøgenes blade blafrer mod himlen og de forbipasserende grinende stopper op for at fotografere.

Efter adskillige lune og kolde retter, rigtig mange snaps og en solid gang harmonikaunderholdning - leveret af den slagter, der også kommer med maden, er det tid til at danse om juletræ. Ellers ville det jo ikke være en julefrokost.

- Det har været den bedste julefrokost nogensinde, siger en af deltagerne inden turen går rundt om træet.

BT TV var med. Se hvordan det gik her på siden.