I anledning af Halloween har Spotify sammensat en playliste, som er designet til at skræmme livet af dig.

Spotify har nemlig bedt forskerne Daniel Blumstein og Greg Bryant fra UCLA, samt den prisvindende komponist Jason Graves om at finde ud af, nøjagtigt hvad der gør musik skræmmende, så de kunne sammensætte den ultimativt skræmmende samling musik.



Svaret ligger i vores dyriske instinkter, forklarer forskerne. Nogle af de uhyggelige musikstykker fanger vores underbevidsthed, fordi de efterligner lyden af et rovdyr eller et byttedyrs nødskrig.

- Dyreskrig er ofte overstyrede stemmer, ligesom når en melodi spilles for højt på en højttaler. Det resulterer i nonlineære lyde, som bliver forvrængede og frekvensspringende. Disse 'nonlineariteter' er almindelige i musik, som er lavet for at skræmme os, især musik i horrorfilm, forklarer Daniel Blumstein, som begyndte at studere skræmmelyde, da han hørte de skingre skrig fra murmeldyr-unger.



Komponisten Jason Graves afslører også nogle tricks:

- Komponister vil forsøge at bringe dig ud af balance ved at bruge 'forvirrende' melodier, som ikke er defineret af akkorder eller struktureret som melodier. Altså bare tilfældige, uforudsigelige toner. Det spiller på angsten for det ukendte - den psykologiske opbygning til det store 'bøh!', forklarer han.



Her er listen over musik, som kan skræmme bukserne af dig - og Daniel Blumstein, Greg Bryant og Jason Graves' kommentarer:

• The Murder - Bernard Herman (Psycho)
De skrigende violiner i den berømte bruser-scene i Psycho indeholder hastigt skiftende frekvenser og svingende lydstyrke, som er karakteristisk for personer, som er i nød.

• Main Title and First Victim – John Williams (Jaws)
Den dybe frekvens på de berømte violinstrenge signalerer, at den store hvide haj nærmer sig. Musikken spiller på det faktum, at i naturen laver store dyr dybe lyde. Jo større dyr, des dybere lyde - og vi er programmerede til at være bange for store ting.

• Threnody, “Victims of Hiroshima” – Krzysztof Penderecki
53 sekunder inde i musikstykket er et eksempel på 'angsten for det ukendte' og ustruktureret musik. Musikerne slår, hiver, skraber og vrider deres strenge i et vanvid. Nogle beskriver lydene som insekter andre som rotter.

• Lacrimosa – Jason Graves (Dead Space 2)
Pludselige skift i tonelejer og uventede lyde skaber en følelse af usikkerhed, som får dig til at være overopmærksom på dine omgivelser. En ekstra uhyggefaktor er, at sekvensen af toner, der spilles igen og igen i musikstykket er tonerne D, E, A og D.

• Musica Ricercata , II – Mesto, rigido e cerimoniale – Dominic Harlan (Eyes Wide Shut)
De uharmoniske intervaller du hører i dette musikstykke er ubehagelige for øret og associeres med lyden af et menneske i nød. Bemærk at pianoet bliver spillet 'uden følelser', hvilket gør oplevelsen meget 'kold'.

• The Scavenger’s Den – Jason Graves (Tomb Raider)
Indeholder en mængde usædvanlige lyde. Det spiller igen på det ukendte, og de ukendte lyde gør de fleste folk ubehageligt til mode.

• The Dream of Jacob – Polish National Radio Symphony Orchestra (composed by Penderecki)
Stykket er fyldt med nonlineære lyde, som bringer lytteren i alarmberedskab. Vores hjerner bliver endvidere stressede af, at der ikke er så meget som en eneste genkendelig musiklinje. Alt sejler rundt, og musikken svarer til at være svimmel eller søsyg.

• Dies Irae – Stanley Kubric (The Shining)
Dybe toner indikerer noget stort og tungt - måske lurende rovdyr. Pas på! Dele af musikken lyder som hvalsang, hvilket også opfattes af de fleste som en mærkelig og lidt uhyggelig lyd.

• Tubular Bells – Mike Oldfield (The Exorcist)
Tonernes ustabilitet henleder tankerne på den stemmeføring, en person i nød vil have. Og det indikerer en potentiel fare.

• No Teeth No Bite – Marco Beltrami (World War Z)
De dæmpede og mudrede lyde indikerer stress eller sygdom i naturen. Et sundt dyr udsender klare lyde - og vi er programmerede til instinktivt at frygte syge dyr.