Lyt til artiklen

Danmarks Smukkeste brænder gæsterne af med stikflammer og discodans. En vanvittig oplevelse, som man nok skal vente lidt på.

Jeg hader ikke at danse. Det er bogstaverne simpelthen ikke store nok til.
Jeg HADER at danse!

Der er få ting, jeg afskyr så intenst, og derfor er det da også med blandede følelser, at jeg - iført noget der mest af alt ligner det outfit, Neil Armstrong havde på, da han for 40 år siden satte de første fodaftryk på månen - trasker ud på en østjysk bådebro for at ... ja, for at danse.

Det er løftet om store mængder ild, der har lokket mig, men ikke desto mindre ér det vitterlig et enormt spring for mig, at begive mig af sted mod et dansegulv.

Vi er til snigpremiere på et af de nyeste skud på den stamme, der hedder Danmarks Smukkeste Festival: Dance Dance Immolation - et dansespil med et gevaldigt twist.
Tag den, Roskildes badesø, her sætter vi ild til folk!

Simpel ide

Ideen er simpel: I en sær danseversion af GuitarHero-spillet, skal jeg danse mig igennem tre sange ved at træde korrekt på de fire felter på skærmen foran mig. Rammer jeg forbi, eller kommer jeg ud af takt, lader konsekvensen ikke vente på sig: En stikflamme opstår omkring en meter foran mig og i et kort øjeblik er udsynet omtrent det samme som det, søndagsskolen fortalte os vi ville få i det hinsides, hvis vi ikke holdt hænderne over dynen.

Og så bliver der selvfølgelig ført score, så jeg kan håne ham jeg danser imod, når jeg om lidt kan konstatere at jeg har fem millioner points (man vinder ikke noget, og så er der jo ingen grund til at spare), og han kun 800.000.

Men det drejer sig jo ikke om at vinde, men om at være med. Og jeg morer mig da også kosteligt, mens jeg danser derudad på mine utrænede danseben. Og det går godt. Faktisk så godt, at jeg undervejs begynder at synes konceptet halter lidt. Hvis man er god til spillet (hvilket altså ikke nødvendigvis er det samme som at være god til at danse - der er forskel på at træde rigtigt og danse rigtigt), er det jo ikke spor sjovt.

Så jeg vader lidt ved siden af og med det vuns er det sjovt igen, da en søjle af flammer rammer mig midt i ansigtet. Kevlardragten beskytter mig selvfølgelig, men det er stadig en formidabel fornemmelse af være aldeles omsluttet af flammer.

Tre numre senere er jeg tilbage på landjorden og bliver trukket ud af min beskyttelsesdragt. Nu er ilddansen klar til festivalfolket - jeg er glad for at jeg fik min tur inden køen begynder: Det tager omkring 20 minutter at blive klædt på til begivenheden, så man skal nok komme i god tid.

Og så lige for en god ordens skyld: Jeg hader stadig at danse. Jeg synes bare ild er sjovt.