Der var ingen priser til Simon Kvamm og Peter Sommer fra De Eneste To, men derfor var der stadig masser at glæde sig over.

Danish Music Awards var i år domineret af kvindelige kunstnere, hvor sangerinderne Agnes Obel og Fallulah løb med mange af priserne.

Gruppen De Eneste To bestående af Simon Kvamm og Peter Sommer var ellers nomineret i tre kategorier, men heldigvis var der andet at glæde sig over for de to musikere. 

- Jeg glæder mig grundlæggende over, at vi har fået DMA tilbage på skærmen, så de store prisfester ikke kun bliver sendt, når det er sportsfolk og andre kedelige mennesker, der modtager priser, sagde Simon Kvamm før showet.

- Vi musikere er jo bare bedre til at holde fest end sportsfolk er. Vi kan drikke mere. Sportsfolk kan ikke tåle noget. Jeg husker tydeligt en Nephew-koncert, hvor vi havde nogle sportsfolk med backstage. Jeg mener, de sejlede efter fire øl.

'Vi er kun lige kommet i gang'

De to kunstnere er i øjeblikket optaget af egne projekter. Simon Kvamm laver musik med gruppen Nephew, mens Peter Sommer fordyber sig i Peter Sommer. Peter Sommer understreger dog, at det lang fra er slutningen på Det Eneste To.

- Vores projekt er langt fra slut. Vi er kun lige kommet i gang, sagde Peter Sommer, som udover De Eneste To havde håbet på en pris til Fallulah, som ifølge ham selv 'har det hele'.