BTs madskole  Skal det være (halv)sund januar, så lav små, smukke pind-is. På den måde nøjes du med lidt – af alt det gode. BTs helt nye dessertkok, Ditte Julie Jensen, deler her sin nemme og lækre opskrift på cremede is med syrligt bærtwist lige til din fryser.

Normalt er det en sommerting. Men lige netop i januar er det heller ikke så dumt at have fryseren beboet af is.

»Mange mennesker har fokus på sundhed i januar. Hvis de endelig skal spise noget usundt, er små lækre hjemmelavede pind-is en god måde at synde på, hvis du spørger mig,« siger BTs helt nye dessertkok, blogger og kogebogsforfatter Ditte Julie Jensen, der også er kendt fra DR’s Den Store Bagedyst et par sæsoner tilbage.

Hun indleder sin tjans som fast medlem af kokkepanelet i BTs Madskole med en opskrift på små hjemmelavede Magnum-agtige flødeispinde med hvid chokoladeovertræk og frisk solbæris indeni. Lyder det svært? Ikke det mindste, forsikrer hun.

»Det er en meget nem is at lave selv. Den kræver hverken is- eller røremaskine. Det eneste, du behøver, er isforme i silikone til pind-is og træpinde, du stikker i. Begge dele kan du nemt købe i diverse kageshops på nettet, og så er du i gang,« forklarer hun.

Selve ismassen er rørt sammen af bær, sukker og mejeriprodukter. Herefter hældes ismassen i formen, pindene stikkes i isen og formen sættes i fryseren, hvorefter isene krænges ud af den bløde silikoneform og dyppes i chokolade.

»Du behøver ikke engang anstrenge dig for at temperere den smeltede chokolade, for isen er jo frossen, når du dypper den. Parfaitismasse (med fløde i, red.) gør også, at isen ikke så nemt krystalliserer. Så har du tidligere oplevet problemer i den retning, slipper du for dem med denne opskrift,« lover hun.

Når de små pind-is er gode at synde med i januar, er det fordi, pind-is modsat kugleis, er afmålt i små portioner.

»Du kommer ikke til at spise en halv bøtte is, for der er kun den portion, som sidder på ispinden. Det er en god måde at være sund på uden at være fanatisk,« mener Ditte Julie Jensen.

Desuden er pind-is mere dekorative end is, du hælder i en bøtte.

»De er nemme at gøre enormt smukke. Prøv at tage pind-isene op ad fryseren og servér dem for dine gæster. De vil helt sikkert blive imponerede. Og så er der bare noget over at lave ting i dit eget køkken, som du normalt går ud og køber,« påpeger Ditte Julie Jensen.

Har du ikke pindis-forme endnu og har du travlt med at få isen lavet, kan du også hælde ismassen i en brødform og skære skiver af den. Men det er kombinationen af solbærisen og den hvide overtrækschokolade, der for alvor går op i en højere enhed.

»Solbær og hvid chokolade passer virkelig godt sammen. Syren fra solbærrene sammen med sødmen fra chokoladen og fedmen fra flødeisen. Og så farven fra solbær, der er kogt op. Det er helt fantastisk sammen,« lover Ditte Julie Jensen.

Hjemmelavede pind-is med solbær uden ismaskine (14 stk.)


Is:

  • 100 g friske solbær (alternativt frosne)
  • 1 spsk. lyst rørsukker
  • 100 g skyr
  • 100 g kondenseret mælk
  • 1 dl piskefløde

Hvidt chokoladeovertræk:

  • 400 g god hvid chokolade
  • 2 spsk. kokosolie

Pynt:

  • spiselige blomster
  • spiseligt guldstøv
  • bladguld

Sådan gør du:

Kom solbær og sukker i en gryde og giv det et opkog. Sigt herefter solbærrene, så du alene har saften tilbage. Lad det køle lidt af. Rør herefter skyr og kondenseret mælk i bærlagen. Pisk fløden til en let flødeskum og vend den i massen. Fordel massen i pindi-sforme og stik ispinde heri.

Glat herefter overfladen med en kagespartel eller dejskraber. Stil isene på frost i mindst tre timer, eller til du skal bruge dem. De kan opbevares på frost i tre måneder.

Smelt chokolade og kokosolie i en skål i vandbad eller mikrobølgeovn og hæld massen over i et højt glas eller en kande (det er nemmere at dyppe isene heri). Befri isene fra formene og dyp dem i chokoladen. Læg herefter de overtrukne is til tørring på bagepapir. Dekorér ispindene med spiselige blomster, bladguld og guldstøv – eller anden pynt, du har i skabet.