En teenagepige blev tirsdag eftermiddag reddet ud af en lejlighed på Blåkildevej i Aalborg Øst, hvor der var ild i boligen kort før kl. 15, skriver Nordjyske.dk
Pigen lå og sov, men naboerne havde opdaget ilden og fik pigen ud af lejligheden.
Pigen, hendes far og en nabo fik så meget røg, at de blev kørt på hospitalet til nærmere undersøgelser, siger Rene Kærup fra Aalborg Kommunes Beredskab til avisen.
Udover pigen var der tre kattekillinger og to hunde inde i lejligheden, da branden opstod. Dyrene kom ikke til skade.
Lejligheden tog en del skade, derfor får beboerne nu en midlertidig bolig i en genhusningsvogn, mens lejligheden bliver sat i stand.