Den mand, som tilbage i 2004 stod bag en dramatisk togkapring, udløste onsdag et nyt drama, da han barrikaderede sig i sin lejlighed med et våben i ti timer. Han skulle aldrig have været ude, siger hans stedmor.

Kort efter klokken 20 onsdag aften lykkedes det endelig politiet at trænge ind og overmande den 40-årige mand, som havde forskanset sig i sin taglejlighed i Østergade i Sorø med et våben. Forud var gået et timer langt drama, hvor mandens opførsel og trusler havde trukket forsvarets bomberyddere, finskytter og ambulancer af huse.

Men manden er ikke blot en tilfældig psykisk syg mand, han er identisk med den mand, der for 12 år siden kaprede et regionaltog i Kalundborg og holdt 60 passagerer og DSB-ansatte som gidsler i tre timer.

I februar 2004 blev han dømt til anbringelse på en lukket psykiatrisk afdeling på ubestemt tid, men i april 2010 blev han udskrevet og flyttede ind i den tredjesalslejlighed i Sorø,  som var genstand for onsdagens drama. Men han skulle slet ikke færdes blandt almindelige mennesker, siger hans stedmor til BT.

»Han må have det så grusomt, når han gør sådan noget her. Jeg håbede jo sådan, at det med toget i 2004 var en kulmination. Der er ingen tvivl om, at det er kortsluttet i hjernen på ham. Det gør mig så ondt, og jeg har siddet og grædt over at følge i den her sag,« siger stedmoderen Hanne Jensen til BT.

Hun langer hårdt ud efter 'systemet', som hun mener svigter stedsønnen trods gentagende indlæggelser og lægevurderinger.

»Han skulle have været indlagt for længe siden. Jeg er så harm over, at systemet blot lukker ham ud igen og igen. Det svigter ham! Vi taler så meget om, at vi er så gode her i landet, men der er nogle meget slemme huller i sundhedsvæsnet,« siger hun.

TV2-dokumentaren fra 2004, som hun medvirkede i, lød titlen: »Sindssygt farlig«, men da BT interviewede sønnen selv i 2013 forsikrede han, at han ikke længere var farlig.

»Nej,« svarede han med fasthed i stemmen.

Han var ikke længere tvangsmedicineret, men styrede selv doseringen af den medicin, han fik for sin skizofreni.

»Jeg tager noget beroligende medicin, så de ikke kan snakke til mig. Jeg opfatter dem som tvangstanker, ser dem ikke. Kun når det er allerværst. Så er de som sorte gespenster i lokalet, der sludresnakker, så det gør ondt i mit hoved, påvirker mig i mit åndelige felt,« sagde han til BT.

Troede han var på mission for CIA

Under togkapringen i 2004 troede han, at han var på mission for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, og at han var ombord på et rumskib. Mens hans pistoler dengang viste sig at være legetøjspistoler, så frygtede politiet onsdag, at han var i besiddelse af et rigtigt skydevåben.

»Betjentene spurgte mig: ’Har du ide om, hvor han har fået fat våben henne?' Jeg aner det ikke, svarede jeg. Hvis vil man vil, så kan man jo alt i det her land,« siger Hanne Jensen.

I april 2014 mistede hun sin mand, og stedsønnen sin far.

»Han var meget stærkt knyttet til sin far, og det gjorde ham så ondt at miste ham. Det knækkede ham virkelig.«

I takt med at han fik det dårligere, blev kontakten mere og mere sporadisk.

»Han blev ved med at sms'e mig, og på de sms'er kunne jeg fornemme, at han havde det skidt. Men det må hans behandlere jo også kunne fornemme. Han er jo inde i systemet. Han har en læge og en behandlersygeplejerske. Hvorfor har de ikke reageret? Han må have udvist symptomer, inden han gør sådan noget forfærdeligt.«

Hun var selv hovedperson i en tragisk sag, da hun tilbage i 1998 mistede sin far på et hospital, hvor en narkoselæge begik en alvorlig fejl og efterfølgende blev dømt for uagtsom manddrab i Landsretten.

»Dengang sagde jeg: Hvis man vælger at blive læge, så vælger man at påtage sig et ansvar. Hvis ikke man kan eller vil det, må man ud og hyppe kartofler. Det må jeg også sige om psykiaterne i den her sag.«

Da politiet kort efter klokken 20 onsdag brød ind i taglejligheden til hendes 40-årige stedsøn, lykkedes det betjentene at overmande ham. Hverken han eller de kom noget til, men hans tilstand skal nu vurderes af en læge.