Siden en tysk turist spottede en afdød mand torsdag eftermiddag, har politiet været på bar bund.

Anmeldelsen om, at der lå en afdød mand i strandkanten ved Lyngså i Sæby, kom klokken 14.50.

Og mens vi langsomt nærmer os et døgn, hvor sagen har været i gang, er manden fortsat ikke blevet identificeret.

»Han havde ikke nogen ejendele på sig. Hverken pung eller noget, og derfor ved vi ikke, hvem han er. Derfor beder vi offentligheden om at kontakte os, hvis man ved noget,« sagde vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen, torsdag eftermiddag.

Siden har politiet modtaget tre henvendelser, der dog desværre ikke har hjulpet med at identificere den afdøde.

Derfor deler Nordjyllands Politi nu et billede på Twitter af mandens rygtatovering i håbet om, at det vækker genklang hos nogen, der kan hjælpe politiet videre i sagen.

»Vi har stadig ikke identifikation på den afdøde mand, så vores ønske er, at hvis nogen ved, hvem det er, så henvend jer til os på telefonnummer 114,« siger vagtchef for Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen, fredag morgen.

»Vi mistænker, at han er faldet over bord på et skib eller en båd og er drevet ind til strandkanten derfra,« sagde vagtchef Karsten Højrup Kristensen torsdag og tilføjede:

»På nuværende tidspunkt behandler vi det som et mistænkeligt dødsfald, men vi har ingen grund til at tro, at der ligger en kriminel handling bag.«

Mandens tatovering er med temaet nordisk mytologi og viser Thors hammer. Han beskrives som:

  • Almindelig kropsbygning
  • 175-180 centimeter høj
  • Kronraget
  • Iført lys trøje og mørke bukser
  • Har tatoveret hele ryggen med nordisk mytologi

Ved du noget om sagen? Så kontakt politiet på telefonnummer 114.