Efter en fuldbyrdet voldtægt af en 24-årig kvinde i forbindelse med dette års Smukfest i Skanderborg søger politiet nu vidner.

Det oplyser vagtchef Henrik Dam fra Sydøstjyllands Politi til bt.dk

Den unge kvinde var natten til lørdag på vej hjem fra festivalen omkring klokken 03.00, da hun blev overfaldet af en mand på Banegårdsvej i midtbyen.

»Kvinden falder på vejen, hvorefter en mand hjælper hende op og derefter presser hende ind i et grønt område og voldtager hende,« forklarer Henrik Dam.

Manden forsvandt dernæst fra stedet, og klokken 03.19 fik politiet anmeldelsen fra kvinden.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der har set manden og den 24-årige kvinde før eller efter hændelsen, der foregået tæt på en p-plads

Manden beskrives omkring 30 år gammel og cirka 170 centimeter høj. Han er mørk i huden, kan have asiatiske træk, er dansktalende og har sort hår. Manden var ifølge politiet iført trekvartlange blå shorts og en mørk bluse.

Har du oplysninger i sagen, så kontakt lokalpolitiet i Sydøstjyllands Politi på 114.