Det lyder måske som noget fra en dårlig film. En rigmand, der raser over en andens rigmands angivelige udnyttelse af en ung afrikansk kvinde og med en bedrageridømt tidligere model i midten til at puste til ilden. 

Men det er på ingen måde fiktion. For nu tager den bedrageridømte Janni Christensen - bedre kendt som Odsset-Janni - bladet fra munden om sigtelsen for menneskehandel mod kæresten Karsten Ree og vender skytset mod en anden rigmand.

- Jeg kender Karsten, og sådan noget kunne Karsten aldrig finde på. Karsten er uskyldig, det er jeg fuldstændig overbevist om, lyder det fra Oddset-Janni, der i øjeblikket afsoner sin et år og tre måneders fængselsstraf for millionbedrageri mod en svag, gammel mand. 

Karsten Ree, der i 2008 blev en af Danmarks rigeste mænd, da han solgte Den Blå Avis til amerikanske eBay for hele 2,1 milliarder kroner, venter stadig på at blive afhørt i sagen, hvor han er sigtet for menneskesmugling. 

Sagen er opstået efter en tvist med en ung kenyansk kvinde, der var ansat i milliardærens dyrepark 'Ree Park' på Djursland. Karsten Ree hævder på den ene side, at sagen bunder i at kvinden forlangte 90.000 kroner sort efter at være blevet fyret.

- Og så sagde vi farvel og tak. Hvis man beder om at få et beløb, som skal være sort, så er det jo afpresning. Man kan ikke bede et anstændigt firma om at udbetale penge sort, det gør en advokat sgu ikke, lød det fra milliardæren til tv2.dk, da sagen kom frem i offentligheden den 26. august.  

Ifølge Oddset-Janni bunder hele sagen i uoverensstemmelser mellem Karsten Ree og hans tidligere ven - byggematadoren Axel Juhl-Jørgensen. De to har siden Jannis retssag været i en mere eller mindre offentlig og særdeles beskidt krig imod hinanden. 

Axel Juhl-Jørgensen har i et brev sendt til flere medier herunder BT omvendt hævdet, at kvinden var Ree's elskerinde, og at Ree havde fået kvinden til Danmark ved at lægge pres på myndighederne, der derfor i ekspres-fart gav kvinden visum. Ifølge Juhl-Jørgensen droppede Ree dog kvinden til fordel for Lotte Heise efter få måneder, hvilket førte til at den unge kvinde sultestrejkede og senere blev fyret uden løn.
 
- Hvornår betaler du V. (den afrikanske kvinde, red.), som du hentede hjem fra Kenya, de 45.000, du skylder hende for sex, madlavning og rengøring? Det er ikke i orden, lød det bl.a. fra byggematadoren.
 
Og mens Oddset-Janni beskriver sin egen straf som et 'justitsmord, fordi jeg er kendt', så har hun også sin egen teori om sigtelserne mod Karsten Ree. 

- Det lugter langt væk af penge. Hun kan ikke et ord dansk, men hun kan jo se, at han er rig, så den synes jeg da er lige til højrebenet. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er Axel Juhl-Jørgensen, der præger hende til at sige de her ting. Han er bestemt ikke et rart menneske, og når først man er hans fjende, så kører han dig i sænk, raser hun.

Axel Juhl-Jørgensen har ikke meget til overs for Oddset-Jannis beskyldninger, som han kalder barnlige.

- Hun skulle hellere erkende, hvad hun selv har gjort, og betale de penge tilbage, hun har svindlet for. Og altså Janni kom jo først ind i billedet et år efter de ting, der har ført til sigtelsen, foregik. Så de beskyldninger hun kommer med her er helt åbenlyst åndssvage og barnlige, siger han og afviser at have haft kontakt til pigen, siden sagen opstod.

- Nej, det har jeg ikke, og hun gik jo også under jorden kort efter. Jeg har bare fortalt, hvad jeg har oplevet. For jeg synes, det var synd, at Karsten lod den her pige i stikken. Jeg sagde mange gange, at han skulle betale hende de penge, men han ville ikke. Hvorvidt han er skyldig i menneskehandel eller ej, ved jeg ikke noget om, det må myndighederne jo afgøre. 

Når Karsten Ree - der nægter sig skyldig, og siger han er udsat for et personligt vendetta -  i den nærmeste fremtid er blevet afhørt i sagen, vil det være op til politiet at vurdere, om man vil frafalde sigtelsen eller rejse tiltale mod rigmanden. 

Ligegyldigt hvad det ender med, så er det sidste ord, dog næppe sagt i denne sag.