Manden bag bogen om Peter Madsen arbejder på en opfølger. Den bliver alt andet, end hvad han havde forestillet sig.D
e havde sejlet ved siden af hinanden i Øresund. Han i sejlbåd og Peter Madsen i ubåd, de snakkede meget og talte ofte sammen. Efter alt at dømme var journalist og forfatter Thomas Djursing kommet tæt på en ambitiøs, kærlig og kompleks mand.
Han husker tilbage på 11. august, dagen hvor Peter Madsens ubåd og dens to passagerer blev meldt savnet:
»Jeg bliver inviteret ind i TV 2-studiet, og jeg tænker egentlig bare, at han er stukket af til Bornholm uden at fortælle om det. At det hele er en misforståelse. Jeg er inviteret ind som eksperten, men langsomt bliver jeg mere og mere fremstillet som bekendt, og til sidst bliver jeg præsenteret som ven. Men jeg er ikke ven. Det siger jeg også i en paneldebat. Jeg bliver irriteret, for jeg har anstrengt mig for ikke at være ven. Jeg har stadig følt en kærlighed og empati for ham, men det kan man jo tit komme til over for kilder.«
Thomas Djursing har fulgt Peter Madsen i otte år, forfattet en bog om ham og skrevet kritiske og positive artikler om raket- og ubådsbyggeren.
Helt fra dengang Madsen var ukendt, til i dag, hvor han siden 11. august har siddet varetægtsfængslet, sigtet for mord og usømmelig omgang med lig efter den sidste tur med ubåden UC3 Nautilus. Ubådens anden passager, Kim Wall, vendte aldrig hjem. Efterfølgende blev hendes torso fundet i vandkanten på Amager.
I dag følger Thomas Djursing ligesom mange andre journalister verden rundt drabssagen. Han sigter mod at skrive en opfølger til den bog, Djursing tidligere har skrevet om Peter Madsen.
»Selvfølgelig kan jeg ikke slippe ham nu, det ville være absurd. Jeg har fulgt ham i otte år. Vi journalister er der til dåben, til brylluppet og til begravelsen. Jeg havde aldrig af egen fri vilje valgt at skrive om en mand, der er sigtet for mord. Det interesser mig ikke specielt meget. Men Peter interesserer mig. Og når jeg har sagt a, ja, så må jeg også delvist sige b,« siger Thomas Djursing.
Han beskriver Peter Madsen som en kompliceret mand, der kunne kaste sig hovedkulds ud i skænderier, være stolt, ekstrem og for meget. Men også en mand, som var kærlig, god og inspirerende.
Thomas Djursing mødte Madsen på Refshaleøen et par uger før, ubådsbyggeren blev anholdt og sigtet. Peter Madsen var presset og travl, men glad. Raketten, som havde han bygget, skulle sendes op, han havde et hav af andre projekter undervejs.
Thomas Djursing havde ikke set de efterfølgende begivenheder komme. Selv om han troede, han kendte manden.
»Da torsoen bliver fundet, ændrer situationen sig. Det var der, jeg blev i tvivl om, hvordan jeg skulle bære mig ad. Hvad er min rolle? Jeg havde brug for en pause.«
Peter Madsens opvækst er en klassisk historie om en dreng, der har oplevet svigt, fortæller Djursing. Moderen var ung og havde mange forskellige mænd. Peter Madsens far var kroværtsejer. Han var ifølge Djursings beskrivelse grov, racistisk og så ned på kvinder. Han var jaloux og han drak og sloges. Når døren blev lukket på Centralhotellet i Skælskør, hvor familien boede, blev brødrene tævet. Men ikke Peter Madsen. Han var guldklumpen, siger Djursing.
»Da han var seks år gammel, blev han tvunget til at vælge mellem forældrene, som var gået fra hinanden. Hvor vil du helst bo? Som han selv siger: »Hvad fanden er det for nogle forældre, der giver mig sådan et valg?« Men han ved, at hvis han ikke vælger faderen, bliver der ballade. Så det gør han.«
Da Peter Madsen var 18 år, i 1989, flyttede han i ungdomsbolig, og faderen flyttede i ældrebolig. Et halvt år senere døde faderen. Peter fandt sin far, liggende halvt ude af sengen, død. Peter Madsen gik aldrig ind til ham. Han så ham gennem en rude, vendte sig om, gik igen, og ringede så til myndighederne
»Han forlader det liv fuldstændigt. Han vil ikke have noget fra faderen, han vil ikke have noget med noget at gøre. Han udtrykker ikke et had, men han siger, det er definerende. Han definerer sig i komplet modsætning til sin far,« fortæller Thomas Djursing.
»Peter Madsen lever i et åbent forhold, drikker ikke, og han er alt andet end racistisk. Og han har aldrig selv fortalt, at hans barndom var dårlig,« fortsætter Djursing.
For Thomas Djursing er det vigtigt at se begge sider af Peter Madsen. Den ekstreme, den kærlige, den vilde, der forestillede sig, at hans liv skulle slutte brat, som han sagde. Og måske den grusomme. Fakta er, som Djursing siger, at Peter Madsen havde nogle kærlige, empatiske træk, og han bekymrede sig om folk.
»Men hvis du spørger, om jeg i dag kan have respekt for hele mennesket Peter Madsen, så bliver svaret nej. For det, han ser ud til at have gjort, vil i den grad overskygge hele mennesket. Jeg kan tage en side af ham ud og sige, at den holder jeg af, og den fascinerer mig. Og den vil altid fascinere mig, og den vil altid være en kilde til lærdom om, hvordan man kan leve sit liv. At man kan følge sine drømme. Men jeg bliver nødt til at lukke ned for den anden del, den nye del. Han havde potentialet til at bringe dansk rumfart et helt nyt sted hen og gjorde det på nogle punkter. Det kan du ikke tage fra ham, lige meget hvad han har gjort,« siger han og tilføjer:
»Jeg tror selv, jeg har manglet det mørke univers i min første bog. Jeg så nok kun konturerne. Nu har jeg sagt det meste. Men helt ærligt: Jeg er træt af det nu. Oprigtigt. Det er en fascinerende historie, men der er perioder, hvor det hænger mig ud af halsen.«
Peter Madsens største anke mod den første bog var, at der ikke var en ordentlig slutning:
»Peter syntes, der manglede en slutning, og den må man sige, at jeg har fået nu. Det jokede vi meget med. Jeg sagde, at så måtte jeg skrive en to’er.«
Thomas Djursing følger retssagen mod Peter Madsen og udgiver inden jul en længere artikelserie i samarbejde med Saxo. Artiklerne skal muligvis samles til en bog, når sagen er overstået.