En mand og en kvinde er ved middagstid blevet kørt til traumecenteret i Aalborg under politieskorte efter en ulykke i udkanten af den populære ferieby Løkken. En mandlig motorcyklist og hans kvindelige passager blev søndag formiddag ramt af en venstresvingende bil med en tysker bag rattet. Den tyske bilist er blevet kørt til Hjørring Sygehus med overfladiske skrammer, mens det ser langt værre ud for de to på motorcyklen, siger vagtchef hos Nordjyllands politi, Henrik Beck til bt.dk. De er under politieskorte blevet kørt til traumecenteret på Aalborg Sygehus og er, ifølge vagtchefen, formentlig i livsfare. Politiet afventer nu bilinspektøren, der skal undersøge ulykkesstedet, men vagtchefen er ret sikker på, at det er den tyske bilist, der har begået en fejl.

- Den tyske personbil kommer sydfra og skal svinge ind mod Løkken by. Han foretager venstresvinget og rammer motorcyklen, der kører mod syd, så det er den tyske bilist, der har lavet en fejl. Det kan jeg vist roligt sige allerede nu, siger vagtchef Henrik Beck.