Moët & Chandon-champagner, parfumer og whisky til mange tusinde kroner. En 29-årig mand har haft dyr smag – måske lidt for dyr.

Det lader i hvert fald ikke til, at hans egen pengepung har kunnet række til fornøjelserne, og derfor har han måttet tage andre metoder i brug for at få fat i herlighederne. Ulovlige metoder.

På mandag sidder han derfor på anklagebænken i Retten i Aarhus, anklaget for blandt andet at have stjålet 24 flasker Moët & Chandon champagne, 48 parfumer og 12 flasker whisky fra butikker i Aarhus Midtby og i Viby.

Det fremgår af det ni siders lange anklageskrift mod manden, som B.T. har fået aktindsigt i.

I alt løber hans tyvekoster op i omkring 57.000 kroner, hvoraf omkring 32.000 kroner stammer fra parfumerne, 9.500 kroner fra champagnerne og cirka 1.800 fra whiskyerne.

Resten af beløbet stammer fra indbrud i Aarhus Street Food og andre småtyverier – alt fra Matilde-kakaomælk til kødvarer og enkelte flasker vodka, gin og rum.

Tyverierne er angivelig begyndt i midten af august 2020 og har strakt sig frem til slutningen af året, fremgår det af anklageskriftet mod manden.

Tyverierne i Aarhus Street Food er alle sket om natten. Første gang har den 29-årige mand skaffet sig adgang via en ulåst nødudgangsdør omkring klokken 4.48 om natten.

Her har han brudt flere kasseapparater i madboderne op og er endt med at kunne stikke af med 2.550 kroner. Han havde formentlig håbet på mere, men flere af kasseapparaterne var tomme, fremgår det af anklageskriftet.

Tre dage senere, 18. september, skal han være kommet tilbage og være brudt ind ad et vindue. Denne gang stjal han angivelig 1.600 kroner, en stiksav og en 'fine cutter med batterier'.

Men heller ikke det var for nok for ham.

Derfor lavede han to tyverier mere i løbet af de næste ni dage. Her slap han af med 300 kroner, 40 euro, en saks til en værdi af cirka 170 kroner, en kokkekniv til 830 kroner og en tablet til en værdi af cirka 1.500 kroner, fremgår det.

Ved det sidste indbrud var han dog ikke alene. Derfor er han også endt med at være tiltalt for at true en person med en 16 centimeter lang kniv:

»Jeg har en kniv. Det er bedst for jer, hvis I smutter,« skal han have sagt.

Af anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om erstatning for tyvekosterne.

Det har endnu ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra den 29-åriges forsvarsadvokat i forhold til, hvordan han forholder sig til tiltalen.