Det er let adgang til hash og hårde stoffer i de danske fængsler.
Det beskrev BT i sidste måned, og nu er Danmarks Radio også gået ind i sagen.
Mandag aften kunne TV Avisen fortælle, at der i stor stil bliver smuglet hash og hårde stoffer ind i fængslerne. Fængselspersonalet kender problemet, men fortæller, at det er umuligt at forhindre den ulovlige trafik.
Mens BT tidligere har beskrevet forholdene i især det topsikrede Statsfængslet Østjylland, slår TV Avisen ned på narkohandelen i Anstalten ved Herstedvester i Albertslund, vest for København. Her sidder nogle af landets farligste langtidsfanger, blandt andet massemorderen Peter Lundin, der senere har skiftet navn til Bjarne Skounborg, ligesom kvindemorderen John Knudsen også er blandt de indsatte.
BT var i aftes i kontakt med fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo fra Herstedvester, der bekræfter, at fængslet i år har konfiskeret 32,8 gram ulovlig indsmuglet hash.
- Det er fuldstændig umuligt at bremse indsmuglingen. Spørgsmålet, om der er narko i fængslerne, er spørgsmålet, om der er narko i Danmark. Hash fylder ingenting, og der er uendelige indsmuglingsmuligheder, siger Hans Jørgen Engbo til BT.
Ifølge BTs oplysninger har smuglerne især succes med at gemme stofferne i kropsåbninger - her har fængselspersonalet ikke beføjelser til at lede, og kun 1-3 gange om året tilkaldes en læge, der kan foretage en indvortes undersøgelse.
Indslaget i TV Avisen henviser til en anmeldelsesrapport, hvor det fremgår, at det særligt er én person i fængslet, der styrer hash-handlen.
Denne person bliver ikke navngivet, men ifølge BTs oplysninger har fængslet modtaget mindst en deltaljeret men anonym anmeldelse om, at Peter Lundin står bag en del af hashhandelen i fængslet.
Det har ikke været muligt for BT at komme i kontakt med den livstidsdømte massemorder, men ifølge forsvarsadvokat Peter Hjørne, der tidligere har repræsenteret Peter Lundin, vil det i givet fald ikke være første gang, han driver forretning i fængslet.
VED DU NOGET, SÅ TIP BT PÅ 1929@BT.DK.
Han fortæller, at Peter Lundin tilbage i 2005 solgte hash til de andre ansatte.
- Han drev lidt dørsalg, siger advokat Peter Hjørne, der dog ikke mindes, at det var en særlig lukrativ forretning.
- Han tjente da på det. Men ikke i stor stil, siger han.
BT har tidligere beskrevet, hvordan Peter Lundin to gange er blevet dømt for besiddelse af stoffer i fængslet - i 2006 og igen i foråret 2012.
I 2006 blev han idømt en tillægsstraf på 40 dages fængsel for besiddelse af 92,7 gram hash.
Hashen blev fundet i hans celle i Anstalten ved Herstedvester, efter personalet havde haft mistanke om, at massemorderen solgte hash til de andre ansatte.
I april i år modtog han sin anden tillægsstraf. Denne gang ti dages fængsel for besiddelse af 8,65 gram hash og fire amfetaminpiller, der angiveligt var til eget brug.
BT erfarer, at Peter Lundin får besøg adskillige gange hver uge af en gæst, der ifølge den anonyme anmeldelse gemmer hash i skeden. Det kender fængselsinspektøren ikke noget til.
- Vi har ikke hjemmel til at tjekke besøgende. Vi beder dem om at tømme lommerne og tasken og tage overtøjet af, og så spørger vi, om de har noget med. Vi kan også vælge at lade en narkohund snuse til dem. Og efter ethvert besøg bliver den indsatte undersøgt for, om vedkommende skulle have modtaget noget, siger Hans Jørgen Engbo, der dog erkender, at fængslets ansatte ikke er uddannet til at undersøge ‘kroppens hulrum’.
- Det skal der læger til, da det kan være livsfarligt, hvis for eksempel en portion skjult narkotika punkterer og siver ud i blodbanerne.