Langt om længe er retssagen mod den tidligere byrådspolitiker Per Zeidler, der er tiltalt for rufferi, skudt i gang.

Og allerede få minutter inde var der drama for alle pengene.

Det skriver Nordjyske.

Den tiltalte ekspolitiker, der sad i byrådet i Syddjurs Kommune for LA, kastede nemlig et blik på de fremmødte pressefolk beskyldte en af dem for at have deltaget i de selvsamme gangbangs, som han selv sidder på anklagebænken for at have arrangeret.

»Der er en af de tilstedeværende fra pressen, der har deltaget i mine arrangementer, og så har han frækheden at møde op her i dag. Det har jeg det meget dårligt med,« sagde Per Zeidler i retten og krævede herefter vedkommende fjernet fra retslokalet, hvilket retten afviste, og Zeidler tog imod sin egen opfrodring og udvandrede.

Per Zeidler nægtede sig forud for retssagen skyldig.

Han er dog allerede i 2019 blevet dømt for lignende forhold, hvilket resulterede i seks måneders betinget fængsel.

Dengang handlede sagen om forhold begået i 2016 og 2017, mens retssagen denne gang handler om sexorgier, som Per Zeidler skulle have tjent penge på, fra 2019 og frem.

Nærmere bestemt er han anklaget for i perioden fra 24. maj til 30. august 2019 at have arrangeret seks sexorgier, hvor han tjente penge på, at kvinder havde sex med de fremmødte gæster.

Anden del af anklagen handler om, at Per Zeidler i 2020 skulle have arrangeret specifikke møder mellem mænd og en kvinde, hvor han igen tjente på, at hun leverede seksuelle ydelser.

Anklageren har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Retssagen løber over tre retsdage, og Per Zeidler forventes at afgive forklaring i løbet af de berammede dage.