Natten til fredag vågnede en 71-årig kvinde i Silkeborg op til et noget usædvanligt syn.
Her blev hun nemlig mødt af synet af en indbrudstyv i sit hjem. Det skriver TV Midtvest
»Kvinden var vågnet på grund af nogle lyde hun ikke kunne genkende, og derefter så hun en mand gå forbi hende,« siger politikommissær hos Silkeborg lokalpoliti Stephan Weber til mediet.
Politiet modtog klokken 04.26 en anmeldelse om indbrud på kvindens adresse. Tyven havde allerede forladt stedet, da politiet nåede frem.
Inden da nåede den 71-årige dog at se tilstrækkeligt af tyvens udseende til at give et signalement af ham.
Han beskrives som en mand af almindelig bygning, cirka 165-170 cm høj med krumryg. Han lugtede desuden af aftershave.
Indbrudstyven slap afsted med nogle smykker og en iPad, men fik også fingrene i spiselige tyvekoster såsom slik, rødvin og rosévin, oplyser politikommissæren.
Har man nogen oplysninger til sagen, kan man kontakte politiet på telefonnummer 114.