Fem rumænere er fængslet i forbindelse med drabet på en 76-årig mand i Skovby ved Galten. En sjette rumæner blev fængslet for overtrædelse af udlændingeloven.
Fem rumænske mænd er fængslet i fire uger, sigtet for drabet på den 76-årige Karsten Nørgaard i Skovby ved Galten i begyndelsen af oktober. En af de fem kærede fængslingen til landsretten.Politiet fremstillede i alt seks mænd fra Rumænien i grundlovsforhør, men kun de fem blev fængslet for drabet. Den sjette blev også fængslet i fire uger, men for overtrædelse af udlændingeloven.
I hvert fald én af de sigtede rumænere, der blev anholdt i lejligheder i Århus-området i går, har under afhøringer hos politiet erkendt at have været på stedet.
Den 76-årige Karsten Nørgaard blev dræbt, da en gruppe mænd natten til 2. oktober trængte ind i hans hjem. Både Karsten Nørgaard og hans hustru blev bagbundet, og den 76-årige blev gennembanket og havde flere knoglebrud.
/ritzau/