Blev likvideret af kammerat

Fredag eftermiddag blev der taget afsked med den 17-årige Sohail Hamza-Salah i moske i København

Den unge mand, der blev likvideret af en tre år ældre kammerat i Tingbjerg søndag, blev fredag mindet i Islamic Cultural Center på Horsebakken i Københavns Nordvest Kvarter. Begravelsen skal foregår i Pakistan, erfarer bt.dk

- Han var et godt og varmt menneske. Virkelig rar og sådan en, der respekterede alle. Det er virkelig ufatteligt, det der er sket, sagde en ung kvinde, der kendte Sohail godt, til bt.dk uden for moskeen.

En anden fortalte, at Sohail og hans formodede drabsmand var særdeles tætte:

- De var venner, meget tætte og de rejste sammen. Det må virkelig være slået klik for ham.

17-årige Sohail Hamza-Salah blev skudt på klos hold søndag aften, da han sad på nogle sten sad og snakkede med to kammerater på nogle bænke af sten ved torvet på Ruten i Tingbjerg.

Siden blev den 20-årige Musa Özcan Sevim efterlyst for drabet og anholdt i Tyskland, sigtet for det bestialske drab.

Både mænd og kvinder strømmede til moskeen på Horsebakken. Nogle klædt i traditionelle muslimske klædedragter, andre helt almindelige. Og mange blot for at kondolere, selvom de ikke kendte Sohail. I alt dukkede mellem 200 og 300 mennesker op

Politiet patruljerede på Horsebakken, hvor bilerne strømmede til. En person fortalte til bt.dk, at stemningen er betændt efter drabet. Men udadtil åndede alt fred og ro.

Det islamiske kulturcenter på Horsebakken dannede også rammerne for afskeden med bandekonfliktens andet offer, Zaid Mohammed Al-Kayssi. Som dengang falder også dagens begravelse sammen med fredagsbønnen.

Men i modsætning til Zaid-drabet, så mener politiet ikke, at drabet på Sohail Hamza-Salah udspringer af den verserende bandekonflikt. For selvom den drabsmistænkte betragtes som medlem af gruppen Loyal to familia, så arbejder politiet ud fra en teori om, at det nærmere var et internt opgør i Tingbjerg-gruppen, der søndag kostede den 17-årige Sohail Hamza-Salah livet.

Efter fredagens minderitual, hvor den dræbte blandt andet blev vasket efter muslimske forskrifter, skal han til Pakistan og begraves.