En yngre mand blev sent søndag aften ramt af skud i Holbæk i det vestlige Sjælland.

Manden er livsfarligt kvæstet.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Skyderiet er foregået i boligkvarteret Ladegårdsparken i Holbæk, hvorfra der blev slået alarm klokken 22.12.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om motivet bag skyderiet, ligesom politiet heller ikke på nuværende tidspunkt ønsker at oplyse yderligere om offerets tilstand.

Politiet bekræfter dog, at manden er fra lokalområdet.

B.T. har talt med et vidne, der bor i området. Hun hørte fem-seks skud blive affyret omkring klokken 22.10.

Politiet var søndag aften massivt til stede i området, og indgangen til boligkvarteret blev bevogtet af betjente med maskinpistoler.

Foto: Byrd / Steven Knap
Vis mere

Tidligt mandag morgen oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi, at man i øjeblikket ikke har yderligere kommentarer til sagen, men at der formentligt vil blive udsendt en pressemeddelelse senere.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket noget i forbindelse med skyderiet i Ladegårdsparken .

Oplysninger i sagen gives til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på tlf. 114.

Opdateres...