Han har stået der adskillige gange – både som forsvarer og få gange som tiltalt. Til foråret skal Rasmus Paludan endnu en gang forbi en dansk retssal. 

Det bliver dog en anderledes sag. 

For denne gang er det DSB, der har hevet Rasmus Paludan i civilretten. 

Sagens stridspunkt drejer sig om sølle 500 kroner på et rejsekort. 

Rasmus Paludan fortæller, at han er indehaver af et rejsekort med automatisk optankning. Når rejsekortets saldo nærmer sig nul, bliver der derfor trukket 500 kroner hans bankkonto og overført tilsvarende beløb til hans rejsekort.

Det er i hvert fald, hvad der plejer at ske.

I marts 2022 skete der dog en fejl. En fejl, som ingen af de to parter vil tage ansvar for.

Saldoen på rejsekortet nærmede sig nul. 500 kroner blev sat ind på kortet. Men pengene blev aldrig trukket fra Rasmus Paludans konto. Derfor kontaktede DSB ham senere for at få ham til at betale. 

Men det nægter Stram Kurs-lederen.

»Fra deres side ville være en god idé at lade være med at overføre 500 kroner til et rejsekort, før man har pengene. Det svarer til, at man går i Netto, betaler for sine varer og går, og så bliver man ringet op senere med en besked om, at pengene ikke er kommet,« siger Rasmus Paludan til B.T.

Rasmus Paludan fortæller videre, at han har undersøgt reglerne og opfatter det sådan, og at det i tilfælde som hans er bankens ansvar. Derfor burde DSB have rettet henvendelse til banken om ikke ham.

Han erkender blankt, at hans modstand ikke handler om den 500 kroner.

»Jeg synes bare, det er åndssvagt. Jeg har ikke noget imod at betale, men jeg synes, det er principielt. Nogle gange bliver man som menneske mødt af mærkelige ting, og her mener jeg ikke, at de har bevist, at de har penge til gode.«

Hos DSB vil man ikke kommentere den konkrete sag, men man oplyser, at det er yderst sjældent, at en uenighed om en overførsel ender med en retssag. 

DSB oplyser, at de fleste har betalt, inden det når så vidt. Helt generelt får man to rykkere fra DSB, inden beløbet overgår til et inkassofirma, og herfra ender sagen i yderste konsekvens i en civil retssag, hvis der ikke kan findes en løsning. 

Sagen skulle efter planen have kørt fredag ved Københavns Byret, men den er udskudt til engang i foråret 2024. Sagens parter kan altså vente over et halvt år, før striden kan få sin afgørelse. 

Hvorfor tager du kampen? Har du ikke andet at se til?

»Det er jo principielt. Jeg synes også, det er latterligt at bruge tid på, men det er min opfattelse, at man ikke skal finde sig i det,« siger Rasmus Paludan. 

Ifølge den partilederen er det en »tabt sag« for DSB, lige meget hvad resultatet af sagen bliver. 

»Hvis vi arbejder med den absurde tanke, at DSB vinder sagen, er jeg begrænset til at betale 1500 kroner i sagsomkostninger. Jeg ved ikke, hvad DSBs advokat tager, men jeg går ud fra, at det er mere. Så uanset hvordan det ender, er det en tabt sag for DSB,« siger Rasmus Paludan. 

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.