Nordsjællands politi har fredag eftermiddag haft travlt med bankrøverier i politikredsen. To gange på én eftermiddag blev der røvet banker med samme fremgangsmåde.

Det første røveri skete fredag eftermiddag omkring klokken 13 i Danske Bank på Bernstorffsvej i Hellerup. Her truede den ene bankrøver med pistol sig til et pengebeløb i banken og løb derefter ud til en medgerningsmand, som ventede med en motorcykel.

Herefter stak de to gerningsmænd af. Nordsjællands politi fangede dog senere den ene røver, som skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag. Politiet har også fundet motorcyklen, der blev brugt som flugtkøretøj, men leder altså stadig efter den anden medskyldige, ifølge vagtchef Palle Jørgensen.

Senere på eftermiddagen omkring klokken 16 skete så endnu et røveri. Denne gang mod en Nordea i Værløse, hvor den ene røver med en kniv truede sig til en pengebeløb, hvorefter han flygtede ud til en medskyldig som ventede på en knallert.

De to, som begge var iført sorte styrthjelme, kørte fra stedet og er endnu ikke blevet fundet af Nordsjællands politi, som gerne modtager henvendelser i begge sager.