Hun var sygeplejerske. Han var overlæge.

Lise og Ole Brems fremstod som et helt almindeligt par, der førte et ganske normalt og idyllisk liv i en villa på Sneppevej i Klarup, en forstad til Aalborg.

»De adopterer så ti børn og fremstår først som det her mønstereksempel på plejeforældre,« fortæller Frederik Strand, der er museumsleder på Politimuseet i København.

Børnene var handicappede og kom fra ringe kår i udlandet. Familien fik mere og mere opmærksomhed i medierne.

I pressen blev parret blandt andet flere gange fremhævet som det perfekte eksempel på plejeforældre, der viede deres liv til at tage sig af deres børn.

Det skulle vise sig, at man ikke kunne have taget mere fejl.

Ole og Lise Brems og deres 10 adoptivbørn inden det kom frem, hvad der foregik i hjemmet. Foto: Frederik Strand/Politimuseet
Ole og Lise Brems og deres 10 adoptivbørn inden det kom frem, hvad der foregik i hjemmet. Foto: Frederik Strand/Politimuseet
Vis mere

Gennem 60erne og 70erne havde børnene dag efter dag levet i et torturhelvede. Men det tog lang tid for myndighederne at forstå alvoren, og det skulle nå at køre fuldstændig af sporet, inden der blev grebet ind.

»Vi har set andre voldsomme overgrebssager, men den her er meget speciel,« siger Frederik Strand.

Det er det ifølge ham blandt andet, fordi det er en sag omhandlende adoptivbørn. Derudover er den speciel, fordi det netop var omsorgspersoner, der havde børnene i pleje.

Noget lå og ulmede i sindene på de to plejeforældre. En trang til at udføre handlinger så modbydelige, at det skulle ende fatalt for flere.

»Man har aldrig helt fundet en forklaring på, hvordan det egentlig gik så galt, som det nu gjorde. Man kan ikke finde noget i parrets egen opvækst eller familieforhold, der skulle betinge, at de endte på den her måde,« siger Frederik Strand og uddyber:

»Men mit bedste bud er, at de blev grebet af stemningen omkring dem. Fordi de fremstår som det her mønstereksempel i pressen, giver det dem en form for identitet, opmærksomhed og mening i deres dagligdag. Og så griber det om sig. De gaber simpelthen over for meget med de her børn, som jo også er meget plejekrævende, fordi de er handicappede. De kan ikke se en vej ud, og så begynder de at mishandle børnene.«

»Lise Brems var også på noget beroligende medicin, som måske har påvirket hende. Men i hvert fald Lises mishandling af børnene indikerer nok også, at hun havde en form for sadistisk anlæg.«

Børnene på Sneppevej begyndte at dø.

Det første barn, der døde, var Uffe. Han blev tre år og gik i 1972 bort af, hvad der ifølge Ole Brems var en hjernesvulst og et sammenfald i ryggen.

Året efter døde Kirsten på ti år. Her var Ole Brems' forklaring malaria.

I 1974 døde det tredje barn i Lise og Ole Brems' varetægt. Peder på ni år dør ifølge Lise Brems af at have tømt en flaske hjemmebrygget hvidvin.

Sideløbende med dødsfaldene kom sandheden om familien langsomt frem. Rygter spredtes. Naboer berettede blandt andet om børnekister, der blev smuglet ud af villaen i de mørke aftentimer.

En lærer henvendte sig uden held til børne- og ungdomsværnet, fordi hun frygtede for børnenes liv. En mand kontaktede også socialforvaltningen, ligeledes uden held.

Til sidst, i 1974, bukker Ole Brems under. Han forlader Lise Brems for en anden kvinde, som Fredrik Strand husker som værende hans sekretær.

»Lise Brems bliver voldsomt påvirket af, at han forlader hende, så der er opbrud i familien. Så tager Ole Brems kontakt til en kollega, endnu en overlæge, og fortæller hende om forholdene i hjemmet. Hun tager så fat i børneværnet, og politiet begynder at overvåge familien.«

Derefter går det hurtigt, og i januar 1975 bliver Ole og Lise Brems anholdt.

Og så begynder parrets morbidt mange skeletter at falde ud af skabet.

Hvis børnene havde tisset i sengen, blev de bagbundet i bryggerset. Lise Brems havde slået Uffe og Peder sønder og sammen og i sådan en grad, at Uffe blev pukkelrygget. De blev madet med kogende vælling og fodret stærk antipsykotisk medicin, når de ikke kunne sove. Nogle af børnene havde også fået tildelt slag med en kødhammer og fået hældt acetone i øjnene.

Et fjerde barn var endda på dødens rand på grund af sin ernæringstilstand, men blev reddet på hospitalet.

Chokbølgerne gik gennem befolkningen såvel som myndighederne.

Dommen, som parret endte med at få, lyder mildest talt også opsigtsvækkende i sig selv.

Fire års fængsel til Lise, og to års fængsel til Ole.

»Sagen havde formentlig fået et helt andet udfald i dag,« siger Frederik Strand og fortsætter:

»Men først og fremmest fik de denne dom, fordi revselsesretten jo ikke var blevet afskaffet. Det blev den først i 1997. Selvom det var tilladt at slå sine børn, var det selvfølgelig ikke tilladt at mishandle dem, men der var en glidende overgang der.«

»Og det var heller ikke en drabssag.«

Ligtogene med barnekister, der blev ført væk fra villaen, var foregået på så diskret en måde, at det ikke kunne bruges i retten.

»Det var på ingen måde muligt at bevise, at de har slået børnene ihjel, for de havde skaffet sig af med børnene og dermed al teknisk materiale. Det var i det hele taget svært at løfte bevisbyrden, og derfor endte de med de her absolut alt for milde domme.«

Ole Brems fik færre års fængsel end Lise, fordi han i retten formåede at fralægge sig store dele af ansvaret for, hvad der var foregået i huset på Sneppevej.

Han formåede tilmed at skabe sig et nyt liv efter sin fængselsdom.

»Det er virkelig interessant, for han har formået at starte en nyt liv efterfølgende. Han havde en ny kæreste, fik et nyt navn og fik mulighed for fortsat at praktisere som læge,« fortæller Frederik Strand.

Lise Brems døde i sin celle i 1976 af ukendte årsager.

Børnene blev, af hvad man ved, mærket for livet. Det var i hvert fald tilfældet for det eneste af de syv overlevende børn, Iben, der de efterfølgende år er stået frem og har sat ord på den skrækkelige barndom, ægteparret havde givet børnene. Til Politiken fortalte hun i 2013, at Peder ikke døde af at drikke den hjemmebrændte hvidvin.

»Peder blev kvalt i sit eget lort, for at kalde en spade for en spade. Han sked i bukserne af skræk og blev fodret med sit eget lort, som blev skyllet ned med overgæret hjemmebrændt, som de hældte i ham. Og så døde han,« sagde hun.

I 1976, lige efter Ole og Lise Brems' historie var kommet ud, blev adoptionsloven i Danmark ændret.

Det ville nu kræve mere at blive godkendt til adoption. Godkendelsen skulle nu ske gennem særlige socialcentre, der refererede til et centralt adoptionsnævn.