En mand på anden række på tilhørerpladsen i retssalen i Oslo, blev i morges så oprørt, at han rejste sig og kastede en sko mod Breivik
”Go to hell, go to hell, you killer”, råbte manden efter Breivik, inden politiet fik standset ham og fik ham ud af retssalen, skriver den norkse avis VG.
Manden ramte ikke Breivik med sit kast, men til gengæld hans forsvarer Vibeke Hein Bæra, som sad mellem Breivik og tilhørerbænken.
- Det var en meget dramatisk hændelse og et udtryk for et følelsesudbrud, siger Christian Bjelland, fra den nationale støttegruppe til VG og tilføjer:
- Det var en meget stærk oplevelse, men jeg er ikke overrasket over, at det skete, siger han.
Flere af de tilstedeværende er rystede over hændelsen. Nogle kvitterede med klapsalver, andre begyndte at græde, skriver norske VG.
Ifølge norske NRK er manden, der kastede skoen efter Breivik, bror til et af ofrene fra Utøya.