Den 49-årige tidligere europamester i boksning Lars Lund Jensen nægter sig skyldig i grov vold og frihedsberøvelse. Anklageren mener, han sindssyg og farlig og vil have ham idømt forvaring på ubestemt tid.

Scene 1) 28. oktober 1988. Lars Lund Jensen træder ind i bokseringen. På lægterne i Brøndbyhallen sidder tusindvis af ophidsede boksefans, der hylder den unge koreanskfødte mand med de rappe fødder og præcise, hårdtslående næver.

Efter 10 omgange af en fremragende boksekamp ligger den hidtil regerende europamester Piero Morello på kanvassen og må høre kamplederen tælle: Otte, Ni, 10...

Scene 2) 18. januar 2012 Lars Lund Jensen sidder i retten i Horsens. En scene han er blevet alt for vant til. Nedslidt, ydmyget og igen tiltalt for at have bruge de hurtige næver mod en ekskæreste.

Ifølge anklageskriftet er Lars Lund Jensen tiltalt for at have gennembanket sin ekskæreste og lænket hende til rattet af en bil. Han har ifølge anklagen også ridset hende i halsen med en kniv, mens han truede hende på livet, skriver Horsens Folkeblad.

Det er slet ikke første gang, Lars Lund Jensen sidder dér. Han er tidligere dømt for adskillige tilfælde af vold og grov vold mod sine kærester og ekskærester. Han er også dømt for både voldtægtsforsøg og en fuldbyrdet voldtægt mod en tidligere samlever.

Derfor ønsker anklagemyndigheden i Horsens at bure Lars Lund Jensen inde én gang for alle. Han er simpelthen for farlig og for psykisk ustabil til at blive behandlet på lige fod med andre kriminelle, men anklagemyndigheden, som derfor forlanger den tidligere europamester idømt forvaring på ubestemt tid.

Lars Lund Jensen agerer som om, det hele slet ikke har noget på sig. Ved retsmødet onsdag forklarede han, at hans ekskæreste var en narkoman, som havde mistet interessen for ham, da hun havde brugt hans penge. Hun skulle efter bokserens udsagn have spredt en masse grimme rygter om ham og også have sendt et tæskehold efter ham.

Derfor havde han villet tale med hende. Da hun blev hysterisk havde han efter eget udsagn stukket hende nogle lussinger og kortvarigt lænket hende til rattet af sin bil, så hun ikke kunne stikke af mens de 'snakkede'.

Han nægtede såvel vold som frihedsberøvelse.

Retssagen mod Lars Lund Jensen fortsætter i dag ved retten i Horsens. Blandt andet skal ekskæresten vidne mod ham.